Landsby skal tage sig af de demente

Danmarks første demensvenlige lokalsamfund kommer til at ligge i Skovlund-Ansager i Varde Kommune.

I 2012 fik hun diagnosen. Helle Lander er dement. Det er umiddelbart temmelig svært at fornemme, at hun er ramt af sygdommen, selv når man ved det.

Hun tager ofte ind til Varde for at deltage i de tilbud, kommunen giver de demente. Hun er glad og taler gerne med. Men kommer man tættere på i en samtale, begynder demenssygdommen at dukke op i små bidder.

- Det er værst, når Helle bliver træt, siger hendes mand Tonni Lander.

Hun nikker bekræftende.

Bedre i landsbyer

De bor lidt udenfor de to landsbyer, der ofte nævnes i ét ord: Skovlund-Ansager. Skovlund har godt 550 beboere. Ansager cirka 1.300. Det er her, Danmarks første demensvenlige lokalsamfund skal være. Varde Kommune, der er en erklæret demensvenlig kommune, har fået 620.000 kr. fra Sundhedsstyrelsen til at finde ud af, hvordan man bedst hjælper og støtter demente – og ikke mindst deres pårørende – i et mindre samfund.

quote

Vi er stolte over at være med.

Karsten Madsen, kommunikationsgruppen i Ansager Byudvikling.

Al erfaring stammer nemlig fra større byer, hvor der er sygehus, supermarkedskæder, udvidet net af offentlige transportmidler o.s.v. Altså tilbud, der umiddelbart gør det langt nemmere, end hvis man er dementramt og pårørende i et lille samfund. Som Skovlund-Ansager.

Stolte

- Det er rigtigt spændende det her. Det er sjovt at være med til at udvikle noget, og hele processen med at få samarbejdet til at køre med mange forskellige grupper og på tværs af de to landsbyer, det giver noget. Og vi er stolte over at være med, siger Karsten Madsen, der sidder i kommunikationsgruppen i Ansager Byudvikling.

Programmet for torsdag aften i Skovlund Kulturhus.
Programmet for torsdag aften i Skovlund Kulturhus.
Foto: Finn Grahndin

Borgerne klarer det selv

Torsdag aften vil borgerne i Skovlund-Ansager mødes i Skovlund Kulturhus. Her bliver de informeret om projektet. For eksempel om, at det hele skal være forankret i lokalsamfundet. Altså at det er meningen, at det ikke skal styres fra ”hovedstaden” Varde, men at det er borgerne i lokalsamfundet, der skal komme med ideerne – og få dem ført ud i livet på den måde, de ønsker, det skal ske.

Syddansk Universitet vil løbende holde øje med projektet og forsøge at uddrage de erfaringer, man gør sig. Erfaringer, der ganske givet vil give inspiration til landets øvrige landsbyer. Projektet løber frem til efteråret 2019.