Steffen Jensen: Man tager mere ansvar i Udkantsdanmark
Udlandskorrespondent Steffen Jensen er vendt hjem til Danmark, hvor mødet med provinsen har givet ham et nyt billede af journalisters arbejde.
Dele af Danmark forfalder. Områder fjernt fra storbyerne går til grunde. Vi har alle hørt om det: Den Rådne Banan. Huse står tomme. Udkantsdanmark. Forretninger lukker. De unge flygter. Arbejdsløshed. Mismod. Undergang…
Det er en historie, vi kender. Den bliver fortalt og genfortalt i det uendelige i pressen og andre steder.
Men vi må se i øjnene, at der er sket en mishandling af landet. Specielt i de sidste 25 år
Finn Slumstrup, journalist og forfatter
Den følelse, man sidder tilbage med, når man som jeg i mange år har boet i udlandet og derfor udelukkende har kunnet følge med i danske forhold gennem medierne, er, at en stor del af det danske kongerige er så udpint, at det kun er et spørgsmål om tid, før sidste mand lukker og slukker.
Min egen fantasi bryggede videre på de deprimerende beretninger og dystre fotografier. Jeg forestillede mig mennesketomme landsbyer, der halvvejs ligger i ruiner. Til-salg-skilte, der gror til med mos og slyngplanter, fordi det er umuligt at sælge husene derude på afgrundens rand.
Derfor beslutter jeg sammen med min redaktør på TV 2, da jeg efter 27 år i Mellemøsten alligevel i løbet af efteråret vender tilbage til Danmark, at jeg tager en lang køretur rundt ude i denne ødemark af underskud, opgivelse og nedtur, så jeg ved selvsyn kan opleve denne dommedagsvision af et samfund i opløsning.
- Måske kan du se hele sagen med andre og friske øjne, netop fordi du kommer udefra, siger min redaktør, som gerne vil bruge det, jeg laver, til en række foto-essays fra ”udkanten” til TV 2s hjemmeside op til kommunalvalget.
Jeg skal ikke nægte, at denne road trip har fået mig til selvkritisk at genoverveje vores journalistiske metode
Steffen Jensen, TV 2-korrespondent
Jeg er naturligvis begejstret for idéen, selvom jeg egentlig hellere ville have haft opgaven i løbet af foråret og sommeren, fordi områderne på den årstid naturligvis da tager sig langt bedre ud.
Fotos af Danmarks ”udkant” i det blygrå, småkolde, blæsende og regnvåde efterår risikerer nemt at blive en selvopfyldende undergangsprofeti alene på grund af dysterheden i billederne.
I sandhedens interesse må jeg nok indrømme, at jeg ikke helt har ”købt” mareridtsvisionen. Jeg har i en årrække haft et gammelt bondehus på Langeland, som jeg har brugt som fritidsbolig, og de forfærdelige historier om Langeland, som er Danmarks fattigste kommune, var ikke umiddelbart så synlige for det utrænede øje, når jeg selv holdt ferie på øen.
Blandt andet derfor er jeg nok gået til opgaven med en vis skepsis.
Men skepsis og kritisk sans er jo en kvalitet indenfor journalistikken. Det lærte vi i hvert fald på journalisthøjskolen i min ungdom. Så jeg anså det ikke for at være et minus.
Jeg havde på mine tidligere udflugter til Langeland været vidne til reaktionerne, da Dagbladet Politiken for to år siden lavede et kæmpestort fotoessay om Langeland i et lørdagstillæg. Det var ”dråben, der fik bægeret til at flyde over”.
Mange langelændere følte sig godt og grundigt trådt på og ydmyget, og de protesterede så højlydt, at selv det store dagblad på Rådhuspladsen følte sig presset nok til at begive sig den lange vej fra hovedstaden, hvor det ellers er så solidt forankret blandt resten af den danske elite, helt ud til den ”udkant”, hvis angiveligt så svage og hjælpeløse borgere, avisen respektløst lige havde trådt på.
Jeg deltog i to konfrontationsmøder imellem Politikens ledelse og vrede langelændere på biblioteket i Rudkøbing.
Som journalist var jeg selv rystet.
Jeg har altid ment, at vores profession i hvert fald en lille smule handler om at stille sig på de magtesløses side overfor magthaverne. Det var dog ikke det, Politiken i den her sammenhæng syntes at have gjort. Tværtimod.
Avisens topfolk indrømmede imidlertid ikke nogen fejltrin overfor de langelandske borgere. Langelænderne fik dog bagefter stillet et lignende antal sider og fotografier til rådighed i et nyt lørdagstillæg i Politiken, så de kunne fortælle deres version af det samfund, de bor i. Det er formentlig det tætteste, man kommer på at få en undskyldning fra avisen på Rådhuspladsen, uden at det bliver sagt direkte.
Har vi virkelig råd til at ”spilde” nogen af vore dyrebare 43.000 kvadratkilometer på den måde? Det synes jeg ikke, at vi har
Finn Slumstrup, journalist og forfatter
Man må dog sige, at det ville være ønskeligt, at medierne forsøgte at komme tæt på den rigtige virkelighed allerede i første forsøg, så det ikke skulle være nødvendigt at udkomme med et ”rettelsesblad” til at korrigere den første version.
Jeg må i hvert fald indrømme, at jeg undrede mig over den sært enslydende undergangsfortælling om ”udkanten”, som mange medier synes at dele. Mest medierne i hovedstaden. Provinsaviserne har naturligvis et andet udgangspunkt, alene fordi de faktisk befinder sig ude i den resterende del af landet.
I min research op til at indlede dette road trip var der i det, jeg fik gravet op fra avisarkiverne, et skrigende misforhold imellem antallet af positive, inspirerende historier fra de danske landdistrikter og antallet af negative, pessimistiske undergangsfortællinger.
Hvorfor?
Hvis det virkelig stod så dårligt til i ”udkanten”, som min fornemmelse var efter at have læst om det i medierne, hvorfor kunne jeg så ikke selv uden store problemer iagttage nøjagtigt det samme, når jeg opholdt mig på Langeland?
Hvad var det, hovedstadsjournalisterne kunne se, som jeg tilsyneladende var blind for?
Eller kunne det være, at hele undergangsfortællingen allerede var blevet en så alment accepteret sandhed, at det blot er den historie, der nemmest kommer på tryk, end den modsatte?
Vores undersøgelse viser, at udkantsdanskerne samlet set har et større rådighedsbeløb tilbage, når alt er betalt, end både gennemsnitsdanskeren og dem i storbyen har
Julie Daugaard, strategisk direktør og forbrugerekspert
Hvis begge dele eksisterer, både det positive og det negative, hvorfor afspejler det sig så ikke i mediernes dækning? Hvis medierne virkelig er ”den fjerde statsmagt”, der skal gøre os alle sammen klogere.
Hvis medierne skal gøre os til veloplyste og engagerede samfundsborgere, der ved valgene kan afgive vores stemme baseret på indsigt og kvalitetsviden. Hvis alt det, vi altid fremhæver om os selv ved journalistikkens skåltaler, skal tages alvorligt.
Hvordan kan dette misforhold så eksistere? Denne kontrast imellem den måde, borgerne – på for eksempel Langeland – ser sig selv på og oplever den virkelighed, de lever i på den ene side, og så den version, medierne giver af deres liv på den anden?
Burde der i det mindste ikke være en lille smule genkendelighed?
Eller er det tilstrækkeligt, at de landsdækkende medier bliver så forankrede i hovedstaden, så de kan beskrive resten af landet med københavnerbriller for deres københavnerlæsere, så udkantsdanskerne slet ikke kan genkende sig selv eller deres egen virkelighed i det?
Ikke at mediernes historier er løgn og latin, for alle enkeltelementer er korrekte… stort set, men de er ofte kun én enkelt side af fortællingen. Alle de øvrige kommer ofte ikke med i massemediernes version. Blandt andet derfor får jeg, som har boet i udlandet i mange år og derfor har været helt afhængig af mediernes beskrivelser, fået lidt af en vrangforestilling om virkeligheden i mit hjemland.
Så allerede her, ved begyndelsen på min rundtur i det, nogle kalder for 'Udkantsdanmark', er der i hvert fald to dilemmaer, to diskussioner, to fortællinger (og der skal sikkert nok også komme flere undervejs), som jeg vil forsøge at se nærmere på: Nemlig "udkantsdebatten" og mediernes rolle i den.
Den første overraskelse får jeg til en stort anlagt konference i Aarhus.
'På forkant med Udkanten' hedder konferencen, som bureaugruppen Dentsu Aegis har inviteret kolleger i reklamebranchen og klienter i erhvervslivet til. En stort anlagt konference om 'Udkantsdanmark'. Folkene bag er vant til at markedsføre produkter, så hos dem er 'Udkantsdanmark' blevet omdøbt til 'Forkantsdanmark'.
De opfatter området som et næsten jomfrueligt, uopdyrket marked, der tillige hæmmes af en masse fordomme, vrangforestillinger og uvidenhed. Men de mener, at erhvervslivet gør klogt i at pudse brillerne, for ”udkanten” er langt mere interessant end sit rygte.
Derfor deltager jeg også i konferencen.
Alt efter hvordan man definerer begreberne, så bor der i omegnen af én til halvanden million danskere i ”udkanten”, ”forkanten”, ”vandkanten”, eller hvad man ellers vælger at kalde det, og de er langt mere aktive, har mange flere ressourcer og har langt mere købekraft, end mange – tilsyneladende selv i erhvervslivet, forretningsverdenen og medierne – indtil nu har troet.
Strategisk direktør og forbrugerekspert i Dentsu Aegis Julie Daugaard bygger sine konklusioner på en undersøgelse, hun og bureauets medarbejdere har lavet i samarbejde med Jysk-Fynske Medier og NORDJYSKE Medier.
- Vores undersøgelse viser, at udkantsdanskerne samlet set har et større rådighedsbeløb tilbage, når alt er betalt, end både gennemsnitsdanskeren og dem i storbyen har. Det hænger blandt andet sammen med, at der i 'Forkantsdanmark' er lavere skatter, institutionerne er billigere, og der er lavere huspriser, mens lønnen ligger nogenlunde på samme niveau som i resten af landet, forklarer hun.
Men det er ikke den eneste fordom om ”udkanten”, som undersøgelsen gør op med.
- De har også næsten samme uddannelsesniveau og er tæt på samme aldersfordeling som gennemsnitsdanskerne, siger hun.
Undersøgelsen har mange andre overraskende, pudsige og interessante oplysninger om 'Vandkantsdanmark'. Nogle af dem strider direkte imod det billede af ”udkanten”, der i årevis er blevet tegnet i medierne.
Her er nogle enkelte eksempler:
- Der er 345.000 danskere, som overvejer at flytte til 'Udkantsdanmark'.
- 18 procent af de danskere, der bor i 'Udkantsdanmark', ser lav kriminalitet som en af årsagerne til, at de bor, hvor de gør.
- 43 procent af ”udkantsdanskerne” mener, at de er mindre stressede end befolkningen generelt. Det er der kun 36 procent af dem, der ikke bor i ”udkanten”, der siger om sig selv.
Folkene bag undersøgelsen har også spurgt et repræsentativt udsnit af befolkningen, om de selv opfatter sig som ”udkantsdansker”.
- Dem, der har svaret ja til det, kan vi se befinder sig alle mulige steder i landet. De er på Djursland, de er på Fyn, og de er på Sjælland. Det kan være bare 20 kilometer udenfor København, siger Julie Daugaard.
- Det er et af de overraskende og interessante resultater af vores undersøgelse. At 'Udkantsdanmark' er en følelse snarere end et geografisk område.
Derfor besluttede jeg, at det begreb – 'Den Rådne Banan' – ville jeg aldrig bruge mere
Hanne Wittorff Tanvig, ph.d. i human geografi på Københavns Universitet
Men trods alle Dentsu Aegis’ mange interessante opdagelser og positive reklame for ”udkanten”, så blev konferencerne for bureauets kolleger, klienter og kunder afholdt i… ja, Aarhus og København. Ikke i ”udkanten”.
- Det er lige præcis det med, at ”der er længere fra København til provinsen, end der er fra provinsen til København”, det oplevede vi også med den her konference, svarer Julie Daugaard med et lidt trist smil.
Hun havde ellers planlagt at holde konferencen på Gram Slot i Haderslev Kommune, helt i konferencens ånd.
Julie Daugaard er ikke den eneste, der synes, at provinsen har fået et ufortjent dårligt ry, der ofte bliver kogt ned til øgenavnet 'Den Rådne Banan'.
Det gør kvinden, der opfandt øgenavnet nemlig også.
Hun fortryder bittert sin egen opfindelse, da jeg møder hende på Fur i Limfjorden.
Den rådne banan
En række af de områder og kommuner, der kæmper med disse særlige problemer, ligger for en dels vedkommende i en stor bue fra Møn, Lolland-Falster i syd, henover Sydfyn og Det Fynske Øhav over Sønderjylland og derefter op langs den jyske vestkyst.
Med lidt god vilje kan den form godt minde om en krum banan – selvom der også ligger kommuner med lignende problemer og udfordringer udenfor dette buede område.
Naturligvis er det i et internationalt perspektiv fuldstændig til grin at tale om en udkantsproblematik i et land på bare 43.000 kvadratkilometer. Hold nu op
Finn Slumstrup, journalist og forfatter
Metaforen beskriver perfekt fordommen. For det er det, der er tale om – en fordom.
- Vi var en gruppe kollegaer, der sad og gjorde os kostelige på grund af det begreb, man dengang kaldte 'Den Gule Vækstbanan' i Europa, fortæller Hanne Wittorff Tanvig trist. Hun er ph.d. i human geografi på Københavns Universitet og en af vores fremmeste forskere indenfor landdistriktsudvikling og -politik.
- Vi var sat til at undersøge, hvordan udviklingen var i Danmark, og det gik jo ikke fantastisk godt alle steder i landet. Det måtte vi jo indrømme. I dele af landet blev bundlinjen tømt på visse områder, og befolkningstallet faldt. I ren og skær spøg sagde vi så, at det så måtte være ”en rådden banan”.
Kort tid efter brugte hun selv udtrykket på et par konferencer. Hun var målløs over, hvordan begrebet bredte sig som en brand i stråtag.
- Jeg tænkte: ”Hvad er det her egentlig for noget? Det var jo slet ikke det, jeg ville sige med det”.
Herude bor kun dem, der er for dumme til at få en studentereksamen
Sangtekst fra Sønderborg Sommer Revy
Hun ville bare råbe vagt i gevær. Advare om, at vi, der hele tiden bryster os af et meget ligeligt og retfærdigt samfund, måske burde kigge en ekstra gang på nogle ting, der kan true balancen. Det burde jo være en ret overkommelig opgave at løse problemerne for en velfærdsstat som vores.
- Det var bare det, jeg forsøgte at sige. Men jeg skal da love for, at det var noget helt andet, der skete.
I hendes øjne blev begrebet katalysator for endnu mere storbyudvikling og laden stå til på landet.
- ”Sidste mand lukker og slukker”, var sådant set det, der blev sagt. Derfor besluttede jeg, at det begreb – 'Den rådne Banan' – ville jeg aldrig bruge mere. Og lige så ofte jeg kan komme afsted med det, som her og nu, vil jeg dementere det og sige, at det ikke passer.
En anden og mere krigerisk vinkel på ”udkanten” finder jeg hos Finn Slumstrup, som jeg besøger på Ærø.
Oprøret fra udkanten
Finn Slumstrup er tidligere journalist og redaktør i Danmarks Radio og højskolelærer, men er nu gået på pension, og for ni år siden flyttede han med sin kone fra Christianshavn i København til Ærø i Det Sydfynske Øhav.
Slumstrup taler om et egentlig ”oprør fra udkanten”, og det er også titlen på den bog, han har skrevet sammen med Viggo Mortensen.
- Naturligvis er det i et internationalt perspektiv fuldstændig til grin at tale om en udkantsproblematik i et land på bare 43.000 kvadratkilometer. Hold nu op, siger han.
- Men vi må se i øjnene, at der er sket en mishandling af landet. Specielt i de sidste 25 år er der sket en fuldstændig skrækkelig centralisering.
Ifølge Finn Slumstrup er problemet ikke bare en skævvridning imellem hovedstaden og provinsen, men også en centralisering ude i provinsen. Selv i ”udkanten” internt sker der en skævvridning, og der skabes udkanter.
Danmark er gået fra 270 kommuner til 98. De tidligere 13 amter er nu reduceret til fem regioner. Dermed er de administrative enheder blevet større. De nye administrative centre ude i provinsen suger alt til sig og tømmer deres eget opland for funktioner.
Fem år med negativ retorik er nok. Nu er det på tide, at vi også anlægger et positivt syn
Julie Daugaard, strategisk direktør og forbrugerekspert
- Det er ikke bare Christiansborg-politikerne, der er de skrækkelige skurke og bærer ansvaret i den her historie. Det gør de knap 2500 lokalpolitikere så sandelig også, siger Finn Slumstrup.
- Har vi virkelig råd til at ”spilde” nogen af vore dyrebare 43.000 kvadratkilometer på den måde? Det synes jeg ikke, at vi har.
Men beboerne ude i landdistrikterne bærer også selv en del af ansvaret for, at deres historie ikke i tilstrækkelig grad er blevet formidlet videre, mener Finn Slumstrup.
- Vi var blevet eksperter i at sidde rundt om kaffebordene i vore sofaer lørdag aften og fortælle hinanden: ”Hvor kan vi dog leve det gode liv her i udkanten”. Men vi holdt det for os selv. Med det resultat, at dem, der fortalte resten af danskerne om udkanten, var dem, der havde haft dårlige erfaringer herudefra.
- Så kom der også en hel bølge af romaner, tv-historier, film og sådan noget, der også beskrev dem, der bor herude nærmest som for dumme til at bo andre steder, de går i gummistøvler med komøg op ad anklerne, mange af dem har pædofile tilbøjeligheder, og de drikker i hvert fald for meget, siger han med slet skjult ironi.
Medierne fortæller ikke løgne, men de giver bare ikke hele sandheden
Steffen Jensen, TV 2-korrespondent
- Det var det billede, der blev skabt. Eller som Leif Maibom skrev i en udmærket udkantssang til Sønderborg Sommer Revy: ”Herude bor der kun dem, der er for dumme til at få en studentereksamen”.
Har vi i medierne mistet følelsen med, hvad det er, der rører sig i store dele af den danske befolkning?
Mediernes rolle
Der er dem, der minder os om, hvordan medierne i USA og resten af verden tog totalt fejl op til Donald Trump’s præsidentvalgsejr, fordi de overså de almindelige amerikanere. At det samme gentog sig med Brexit, da briterne stemte sig ud af EU, også her fordi pressen mentalt var vokset sammen med eliten og havde mistet kontakten til ”manden på gaden”. Og jeg er blevet præsenteret for en lang række andre lignende eksempler. Især at pressen alt for ukritisk fastholder eksisterende fordomme, ikke udfordrer stereotyperne og nemt forfalder til brugen af klichéer.
- Det er i hvert fald de tendenser, vi ser, siger Julie Daugaard bekræftende.
- Vores undersøgelse viser, at fordi begrebet 'Den Rådne Banan' er så beskrivende og malende, som det er, det er noget, folk kan forstå, så har medierne taget det til sig. Vi kan også se, at når vi i dag beder almindelige mennesker om at markere på et landkort det, de opfatter som 'Udkantsdanmark', så er det 'Den rådne Banan', de tegner, selvom den i vid udstrækning er en mediekonstrueret kliché.
Dagsordenen kan altså sagtens være en anden end den, medierne har forsøgt at pådutte os
Hanne Wittorff Tanvig, Københavns Universitet
- Vi synes, at det nu er på tide at gøre op med den vrangforestilling. Det starter jo først og fremmest med en selv og politikerne, men i den grad også med medierne. 15 år med negativ retorik er nok. Nu er det på tide, at vi også anlægger et positivt syn, siger Julie Daugaard.
Så godt som alle, jeg har talt med i de uger, jeg har kørt rundt i det danske land, har givet pressen dumpekarakterer.
Ingen afviser, at der er problemer og taberhistorier i den såkaldte ”udkant”. Det er der alle steder i Danmark. Men der er også en anden fortælling. For ”udkanten” har også ressourcer. Energiske ildsjæle, der fylder de tomrum ud, som fattige kommuner ikke selv magter at varetage. Initiativrige borgere, der skaber aktiviteter. Igangsættere. Entreprenører. Kunstnere, kunsthåndværkere og kulturelle aktivister.
Udkantsdanskerne yder selv en aktiv indsats for at holde deres samfund i gang, og dermed tager de også ejerskab over deres samfund i langt højere grad, end mange byboere gør. De er ikke klienter. De er samfundsborgere. Meget aktive samfundsborgere.
- 'Forkantsdanmark' er kendetegnet ved, at to ud af tre karakteriserer sig selv som ildsjæle, forklarer Julie Daugaard.
- Når man bor i 'Forkantsdanmark', så ved man, at man bliver nødt til at være aktiv ildsjæl for at holde gang i samfundet. Det er det, der skal til. Og som en af vore interviewpersoner sagde: "Jeg er købmand i Asaa, og jeg bekymrer mig om hele byens ve og vel. Modsat en købmand inde i Aalborg, som bare bekymrer sig om sin butik".
Den historie har dog haft svært ved at blive formidlet i mange medier.
- Hvis vi undersøger avisartikler og mediedækningen fra de senere år, så er der, ser det ud til, én position, nemlig at det ikke går godt derude, beboerne forlader udkanten, sidste mand lukker og slukker. Det er sort. Husene falder sammen. Folk er alkoholiserede. Det er noget rigtig skidt det hele, siger Hanne Wittorff Tanvig fra Københavns Universitet, da jeg senere møder hende til et iværksætterseminar på Fur i Limfjorden.
Men er det helt forkert?
- Ja, for det er jo ikke rigtigt!
- Selvfølgelig er der problemer. Der er rådne tænder imellem. Der er masser af boliger, der trænger til at blive saneret. På samme måde som i mange byer. Det er der da. Og der er også nogle eksistensvilkår, der har ændret sig. Landbruget, der for eksempel ikke længere leverer den beskæftigelse, som det tidligere gjorde. Men når det så er sagt, så har vi jo oplevet, at samfundet har overlevet. Der er en kæmpe vilje til at overleve herude, og her er masser af ny beskæftigelse, mange nye virksomheder. Alt det er der jo ikke blevet fortalt ret meget om, men det burde der, siger hun og peger på, at fraflytningen faktisk er større i de store byer.
- Dagsordenen kan altså sagtens være en anden end den, medierne har forsøgt at pådutte os.
Sandheden, hele sandheden og intet andet end sandheden
Når vi lørdag aften ser de populære amerikanske courtroom dramas på tv, så hører vi altid, at vidnerne, inden de bliver afhørt, aflægger en ed med den ene hånd på Bibelen.
- Jeg sværger at fortælle sandheden, hele sandheden og intet andet end sandheden, siger de højtideligt.
Uden at blive filosofisk og starte en analyse af, hvad sandheden er for en størrelse, så er det klart, at en beretning ikke nødvendigvis fortæller sandheden, blot fordi den ikke direkte fortæller løgne. Den er ikke sand, medmindre den kommer så meget rundt om virkeligheden, at folk ikke bliver vildledt.
Medierne fortæller ikke løgne, men de giver bare ikke hele sandheden. Det kan de formentlig aldrig. Der skal redigeres. Og dramaet, problemerne og konflikten vil altid få første prioritet, når historien skal overleve en tur forbi redaktionssekretærens saks.
Man skal bare heller ikke glemme, at der er nogen, hvis liv påvirkes, når deres liv og det sted, de har valgt at leve det, vedvarende beskrives som håbløshedens hjemsted, som allerede er så godt som fortabt. Når det i årevis er den journalistiske vinkel, så kan det, blot fordi det gentages, blive en selvopfyldende profeti.
Jeg skal ikke nægte, at dette road trip har fået mig til selvkritisk at genoverveje vores journalistiske metode. Når jeg, blot ved et par udflugter med min notesblok og et fotografiapparat ud i denne forkætrede ”udkant” uden at anstrenge mig, kan se, at virkeligheden er – om ikke en helt anden – så i hvert fald så meget mere nuanceret og mangesidet, at jeg sidder tilbage med en følelse af at være blevet misinformeret.
Det kan næppe heller være massemediernes vigtige rolle i vores samfund.
Derfor: Tag selv en forlænget weekend, pak rygsækken, og drag derud i den del af Danmark, som du troede var ved at ”lukke og slukke” og se, om det er rigtigt.
Steffen Jensens tur rundt i den danske udkant fortsætter. Se også hans beretning 'I Danmark skal man næsten have krisehjælp, hvis man skal arbejde uden for København'