Jeg stiller op til kommunalvalget – eller det gør jeg faktisk ikke, men hvor ville jeg dog ønske, at jeg havde modet til det

Hvor ville jeg dog ønske, at vi – befolkningen – kunne blive bredere repræsenteret og bakket op om i vores byrådssale.

Hvor ville jeg dog ønske, at det ikke var et krav for vores politikere, at man skulle have en universitetsuddannelse for at blive taget seriøst.

Hvor ville jeg dog ønske, at vi, som står i hverdagslivet, og som er samfundet, ville blive anset som de sande eksperter.

Men sådan er det ikke. Desværre.

Og jeg er træt! Jeg er så træt af at høre såkaldte eksperter udtale sig om min hverdag uden nogensinde at have været en del af den.

Jeg er træt af, at mine erfaringer og råb om hjælp anskues som brok og klagesang.

Jeg er træt af at blive anset som en perifer deltager, når jeg ved, at jeg har hovedrollen.

Og så er jeg bare så træt af at kæmpe kampe, som, kort efter at de ”vindes”, bankes ned af økonomi og falske løfter.

Som pædagog i børnehaven ved jeg om nogen noget om børns udvikling og trivsel. Jeg råber højt på børnenes vegne og på mine egne.

Men jeg høres ikke.

Ikke af dem, som jeg virkelig har brug for skal lytte.

Eller måske høres jeg, men ignoreres bare.

For jeg er jo bare pædagog.

Jeg ved det ikke, men faktum er, at selv om jeg sammen med nogle kolleger kæmpede mod et forslag om tidlig børnehavestart, og selv om vi faktisk for en kort stund fik ørenlyd, ja, så dunkes vi lige nu i hovedet af økonomiansvarlige, som tvinger os til at gå imod alt, hvad vi tror på, og modtage børn i børnehaven, som burde gå i vuggestue. Ordrer, som kommer langt oppefra i systemet, som vi ikke kan gøre andet ved end at lystre og prøve at få det bedste ud af det.

Vi ved, at børn udvikler sig eksplosivt i det sidste halve år i vuggestuen og har brug for tiden til virkelig at mærke, at de er de store, så de bliver propfulde af selvtillid og ved, at de kan så utrolig meget, at skiftet til børnehaven, hvor de pludselig er de mindste, ikke føles alt for overvældende.

De skal have større ansvar den sidste tid, de skal mærke, at de bliver påskønnet og set op til af de yngre. De skal mærke glæden og stoltheden, når de helt uden at ville det er en kæmpe inspiration og motivation for de yngre børn i gruppen.

Børnene skal den sidste tid i vuggestuen nyde, at normeringen er ... tja, ikke ligefrem god, men trods alt bedre, så der både er mere ro og bedre voksenstøtte og guidning på vejen mod at blive selvhjulpne.

Disse børn har ikke selv bedt om at blive placeret i daginstitution, og det er for søren ikke deres skyld, at der lige i deres område er mangel på børnehavebørn, at sygefraværet er for højt, at der er mangel på vuggestuepladser, eller hvad der nu ellers kan være årsag til et økonomisk hul, som så skal dækkes ved at modtage vuggestuebetaling til børnehavenormering.

Jeg vil så gerne give børnene en let og positiv overgang, hvor de kan finde en hånd at holde i, når den nye hverdag føles stor og uoverskuelig.

Man er lille, når man starter i børnehave lige omkring de tre år.

Man er for lille, når man starter omkring to et halvt år.

Jeg frygter, at vi, selv om vi gør vores absolut bedste, misser nogle utrolig vigtige signaler i hverdagens susen derudad.

Som pædagog er min vigtigste opgave at hjælpe børnene til udvikling og trivsel, og lige netop derfor er det så opslidende at mærke, at ressourcerne bare ikke altid slår til. Vi må ikke misse de signaler!

Alligevel frygter jeg, at de går i ét med baggrundsstøjen af de mange andre børn, som også har brug for støtten, grinene, krammene, alvorligheden, forståelsen, rummeligheden, kildeturene, anerkendelsen og det kærlige puf, som for en kort stund ryster jorden under dem, men som udvikler dem og giver dem følelsen af mestring og stabilitet i en hverdag og verden med rigeligt af rystelser.

Så hvis jeg var politiker, ville jeg kæmpe for:

Bedre arbejdsmiljø for børn og unge i institutioner og skoler og bedre normeringer, så børnene kan støttes i at stå fast og ved sig selv, guides til at genfinde balance, når de er ved at falde, og hjælpes op, når først de er faldet.

For jeg ved, at en indsats nu betaler sig i længden.

Det er langt billigere at støtte et menneske i tilblivelsen til at blive hel end at samle et menneske, når det først er gået i stykker.

Kortere skoledage. For jeg ved, at den vigtigste læring foregår uden for klasselokalet. Det er dér, børnene bliver gode medmennesker, skaber og styrker vigtige relationer og styrker deres motorik, som er så vigtig for at være i trivsel.

De øver sig i at vinde og tabe, de øver sig i at mærke vrede, være kede af det og mærke glæde, og de bliver dermed empatiske mennesker, som forstår sig selv og andre.

Det er hér, de inspireres af hinanden og udvikler deres kreativitet gennem legen og finder modet til at afprøve nye idéer – og får en forståelse for vigtigheden af hvert individ i fællesskabet.

En læring, som giver både positiv selvtillid og selvværd, som er nødvendig at besidde i samfundet for at opnå succes. Langt vigtigere end at kunne tale flydende engelsk i 1. klasse og kunne regne integraler i 3.

Øget anerkendelse af de humanistiske fag. For helt ærligt – det er altså noget mere krævende at lære et menneske alt for første gang end at være direktør for en flok allerede hele mennesker. Og det er altså sværere at samtale med familier om sygdom og død på landets sygehuse og plejehjem, end det er at tale om kolde tal på bundlinjen. Og det er mere forfærdeligt at lægge en sag om omsorgssvigt i bunden af en evigt voksende stak sager hos landets socialcentre end et enkelt år med ”kun” et par milliarder i overskud.

Og det er mere uretfærdigt, at pædagoger, sosu’er, sygeplejersker, fabriksarbejdere, murere, mekanikere, vejarbejdere og andre, som knokler deres krop i stykker, skal opleve dårligere pension og vilkår end en politiker, hvis visioner ikke kunne udføres uden os.

Hvis jeg var politiker, ville jeg kæmpe for, at fællesskabet i vores samfund blev styrket, så medmenneskeligheden kunne blomstre.

Billigere biler og skattelettelser skulle nedprioriteres, velfærden opprioriteres.

Jeg ville vægte, at vi forbedrer og udvikler det, vi allerede har, i stedet for at bruge milliarder på at skabe nyt, og at vi var innovative på en bæredygtig måde, hvor vi ikke skaber bare for at skabe, men hvor vi udvikler for at forskønne og optimere.

Jeg ville kæmpe for at mindske skellet mellem dem og os, mellem dig og mig. Kæmpe for, at befolkningen får indflydelse, og stemmer bliver hørt, for det giver da ingen mening, at politikere selv skal bestemme, at de er så vigtige, at de fortjener skyhøje lønninger og pensioner. For hvem har egentlig bestemt, at de velhavende kun motiveres af at få, mens de udsatte kun motiveres ved, at man tager fra dem?

Jeg forstår godt, at mine visioner ikke er gratis, men hvor ville jeg dog ønske, at politikerne turde satse på velfærden. Jeg tvivler ikke ét sekund på, at det kommer os til gode inden for ganske få år.

Drømmen lever, håbet er der.