Rannok

Rannok

Fredag 2. september blev årets Mariefestival spillet ind, da en stor flok af weekendens musikere deltog med fuld musik sammen med en hel del publikummer i en festlig rundtur i Ansager. Den sluttede ved Torvet, hvor den egentlige åbning blev foretaget af Varde kommunes borgmester Erik Buhl efter en tale af arrangør Helge Engelbrecht.

Lige efter åbningen begyndte det fyldige program med 204 koncerter fordelt over 18 spillesteder med i alt 66 forskellige bands og solister. Der var således rig mulighed for at lytte til både kendte navne og nye ubeskrevne unge musikere.

ØHav

ØHav

Duoen Rannok med Theis Langlands på klaver og violinisten Michael Graubæk blev godt modtaget på plejehjemmet, hvor ca. 40 tilhørere, størsteparten beboere, lyttede med glæde til både traditionelle folkemusiktoner og til Rannoks egne kompositioner.

De to velspillende musikere forstår kunsten at sammensætte og kombinere det at spille både følelsesfuldt og smukt, men samtidigt energisk. De leverede et sæt med valse, polkaer, scottish og den danske speciliatet hopsaer i det publikumsvenlige koncept. Hver band eller musiker spiller i gennemsnit tre gange samme dag, og hver gang et sæt på maks. 45 minutter og på tre forskellige spillesteder. Så man kan som regel altid få sit personlige program til at gå op og samtidigt få set flere forskellige spillesteder.

Anders Mikkelsen

Anders Mikkelsen

Så gik det til naboen Ansager kirke, hvor Vordingborg-duoen Øhav præsenterede deres program for knapt så mange tilhørere som på plejehjemmet. De to energiske musikere Signe Hauptmann og Ronni Øhlers Pedersen gav et sæt med både danske, irske og ikke mindst engelske folkemusiksange og viser. Og der var en glimrende harmoni mellem deres vokaler, som gav ro og en nærværende stemning. Duoen håber at kunne medvirke til, at både sangskrivere og udøvende musikere finder frem til at få etableret et fællesskab og et netværk på Sydsjælland og på Sydhavsøerne.

Aftenstemning i Mariehaven

Aftenstemning i Mariehaven

Det hyggelige spillested Møllen er blevet solgt, så derfor har man nu fundet er nyt sted som afløser. Det er Ansager VVS (lager og værksted), som er blevet omdannet til et fint spillested med scene, lys og det hele og døbt Optimisten.

Her kunne man bl.a. opleve singersongwriteren Mia Marion med band, men musikken var lige over grænsen for de genrer, der normalt beskrives her. Den virkede i øvrigt også lidt uregelmæssig i sammensætning af sættet, selv om der var flere udmærkede numre imellem.

Så var der afgang til Den Gamle Station, hvorfra Fromseier & Hockings fyldte ventesalen med et halvt hundrede mennesker, og de havde alle løst billet til en tur gennem parrets spændende og varierede sæt af traditionelle melodier kombineret med både sang og musikalske toner fra Bornholm (Ditte Fromseiers fødeø). Det hele bundet sammen af små historier og fortællinger med baggrunde for sange og melodier.

Louise Støjberg

Louise Støjberg

Som vanligt var der en hyggelig og afslappet stemning i Missionshuset, hvor man bliver trakteret med kaffe og hjemmebagte småkager. Når man så kan lytte til troubadouren Anders Mikkelsen samtidigt, kan man ikke forlange mere. Han lagde ud med en sang om det sydsjællandske på opfordring fra kollegaen MC Hansen, og så fulgte flere både kendte og mindre kendte sange fra hans store katalog. Det indeholder mange sange, som både er værd at lytte til, men absolut også tage til efterretning, da de fleste af Anders Mikkelsens tekster fortæller noget væsentligt om både dagligdagen og livet.

Den unge velsyngende Mads Mouritz præsenterede et poetisk sæt med fortrinsvis rolige sange med poetisk indhold. Hans nye album er anmeldt her på siden 21. august, så læs mere her. (http://rootszone.dk/ny-adresse-gav-ro-og-nyt-album/)

Louise Støjberg var på scenen i flere konstellationer. Under navnet Støjberg med tre dygtige musikere gav hun et spændende sæt, hvor hun slår sig løs i en helt anderledes genre end med trioen Zenobia. Senere dannede hun sammen med sin mand Martin Rauff en duo, hvor repertoiret var med stille og rolige sange, både med alvorligt indhold, men også mere poppede sange, dog stadig i folkeligt regi. Parrets første album forventes at udkomme ved nytårstide.

Fromseier & Hockings

Fromseier & Hockings

Helge Engelbrecht er blevet kendt for at give de unge musikere i hans forskellige bands mulighederne og chancen for at vise, at de kan stå på egne ben. Men også andre unge bands får chancen ved Mariefestivalen.

Eksempelvis kunne man glæde sig over tre unge kvinder i bandet Petrichor by Dawn bestående af Cecilie Traulsen, Mia Maja Holst Manstrup og Stine Klingsten. De tre singer/songwriters valgte at slå sig sammen i en trio med glimrende harmonier, samspil og deres fælles musikalske interesse for folk, country og americana i nummeret Land of Snow, som var deres første sammen, da de mødtes under et højskoleophold. Her blev de hurtigt enige om at fortsætte sammen med musikken som fællesnævner. Den talentfulde trios nyeste single Take My Heart Away kan findes på trioens facebookside eller under Mariefestivalens side på samme medie.

Petricchor by Dawn

Petricchor by Dawn

Aften i Mariehaven

Mariehaven om aftenen