Fortsæt til indhold

Fri passage for jyske fisk

Nedlæggelsen af 20 dambrug betyder, at fiskene nu får fri passage i jyske åer. Flere på vej.

Med millionstøtte fra Miljøministeriet har en række jyske kommuner - blandt andet Vejle, Billund, Holstebro og Varde - opkøbt 20 ældre dambrug for at nedlægge dem.

Kommunerne har lavet frivillige aftaler om lukningerne og har udbetalt mellem 70.000 og 3,6 mio. kr. i kompensation til dambrugsejerne.

”Opkøbsordningen er endnu et skridt i den rigtige retning for et bedre vandmiljø i Danmark. Fisk som laks og ørreder vil møde færre forhindringer i åerne til glæde for lystfiskerne, og færre næringsstoffer vil belaste vandmiljøet som følge af fiskeproduktion,” siger miljøminister Kirsten Brosbøl i en pressemeddelelse fra Miljøministeriet.

I Dansk Sportsfiskerforbund er man begejstret for opkøbene.

”Det er en fornøjelse at gøre sig umage med at finde gode og bæredygtige løsninger, når ansvarlige politikere tager ideerne til sig og fører dem ud i livet. Ordningen er en meget stor succes. Dambrugsejere udtrykker tilfredshed, lokalpolitikere udtrykker tilfredshed og sammen med andre grønne organisationer er vi i Danmarks Sportsfiskerforbund yderst tilfredse med, at der nu forsvinder 20 spærrende opstemninger i danske vandløb. De er nemlig den største barriere for de vilde fiskebestande,” udtaler formanden Verner W. Hansen i Miljøministeriets pressemeddelelse

I Dansk Aquakultur, der er brancheforening for dambrugene, er man knap så begejstret.

"Det er ok, at man nedlægger gamle dambrug og fjerner spærringer, men man burde have overført det gamle dambrugs produktionskvoter til de nye dambrug. Så havde man fået både miljø, vækst og arbejdspladser ud af ordningen," siger foreningens direktør Brian Thomsen til DR Midt & Vest.

Midlerne til opkøb af ældre dambrug stammer fra en ekstraordinær bevilling på finansloven for 2014. I udkastet til vandområdeplanerne for 2015-2021, der i øjeblikket er i høring, forventes der afsat yderligere 50 mio. kroner til at opkøbe flere dambrug.

”På sigt vil der blive fjernet endnu flere spærringer, for det er et meget effektivt middel til at forbedre vilkårene for fisk og dyreliv i åerne,” skriver miljøministeren.

Opkøbene vil udelukkende sigte på ældre dambrug og forventes derfor ikke at påvirke dambrugserhvervet negativt.

Her er de 20 dambrug og de åer der nu er fritlagt

DambrugVandløb
RisbølAnsager Å
KølskevadAnsager Å
Donslund MølleAnsager Å
BækkelundLambæk
NymølleNymølle-Gammelmølle bæk
OrtenOrten Bæk
RefsgårdslundEgtved Å
Ansager MølleAnsager Å
Glejbjerg FiskeriNørrebæk-Terpling Å
NørhåSjørring Sø Kanal
KrøgebroHovborg Nordre Bæk
GravlundVestterp-Haltrup Bæk
IdomIdom Å
Slotsbjerg FiskeriBindeballe Bæk
Gl. Potkær FiskeriBindeballe Bæk
Ny Potkær FiskeriBindeballe Bæk
Koustrup MølleKoustrup Bæk
Agerbæk IDebel Nordre Bæk
Agerbæk IIDebel Nordre Bæk
Debel FiskeriÅlund-Agerbæk-Debel Bæk