Stine Michel

Stine Michel

Mens Godtfolk er godt i gang på Fanø, kaster vi et blik tilbage mod sidste weekend, hvor tredages festivalen i Ansager ved navn Marie blev afholdt.  Ifølge Wikipedia har byen 1.298 indbyggere, men dette antal blev forøget betydeligt. Der deltog ca. 450 musikere ved de 190 koncerter fordelt over 22 spillesteder. Selv om det kan lyde stressende, nåede rootszone.dks udsendte 12 koncerter i løbet af 12 timer.

Vejviser til spillestederne.

Vejviser til spillestederne.

Konceptet er nemlig, at en koncert varer 40-45 minutter, og så har man et kvarters tid til at finde den næste planlagte koncert. Og da de fleste spillesteder er i byens centrum, kan man hurtigt skifte fra det ene sted til det næste. De fleste bands/solister spiller mere end én koncert på samme dag, så  det er blot en logistisk opgave at få sit eget program til at falde på plads.

Stanley Samuelsen

Stanley Samuelsen

Man kan høre mange genrer på Mariefestivalen: Folk, pop, kor, tango, jazz, rock, viser m.m. krydser hinanden på de mange spillesteder, og der gøres noget særligt for bl.a. Ansager Plejehjem, som får besøg ikke mindre end seks gange under festivalen. Hele byen får glæde af musikken.

Dagens første koncert var på Petanquescenen med udsigt til to baner, som dog ikke var i brug, da  Zenobia scorede points med deres populære repertoire af danske viser, sange og inciterende munter folkemusik  Så gik det slag i slag med Søren Krogh og band, der på vanlig vis udbedte nordjysk lune med stor kærlighed til sit persongalleri. Hos bandet Støjberg bevægede man sig på krydstogt mellem folk, rock, country og singersongwriter universet, inden Maja og David præsenterede deres mix af dansk og canadisk folkemusik.

Trio Mio

Trio Mio

Trio Mio kom direkte fra regn og blæst i Nordjylland til det sydvestlige Jylland, hvor solen skinnede, og temperaturen var flere grader højere. Deres egenartede, spændende folkemusik fik publikum til at lytte i Missionshuset, hvor man trakterede publikum med gratis kaffe og hjemmebagte småkager. Det samme gjaldt, da Fromseier & Hockings indtog samme scene og bl.a. spillede og sang en stemningsfyldte bornholmske salme, der bare passede så fint ind i omgivelserne.

Anders Mikkelsen

Anders Mikkelsen

Teltet i Mariehaven var fyldt til randen flere gange under festivalen, men især da Helge Engelbrecht og De Spilleknejte og efterfølgende Mikael K og Klondyke gav koncerter. Der stod færøske sange på programmet, da Stanley Samuelsen med støtte af bassisten Jens Jefsen indtog Musikgalleriet med sine vemodige og melankolske, men smukke melodier. Anders Mikkelsen præsenterede sange med tekster, hvis indhold både har mening og budskab med bidende ironi og sarkasme. Ikke mindst tegnede han et mindeværdigt tidsbillede i teksten til sangen 1951.

Det hyggelige spillested Møllen, der er ca. 400 år gammelt, er nu teater og spillested. Her gav Stine Michel med støtte af Gudebanden en fortsættelse på den smukke historie om kærlighedsgudinden Freja, inden det var tid til at lukke og slukke hos undertegnede med det unge band Almost Irish, som består af fire brødre oprindeligt fra Holsted. De sørger for at bære de irske traditioner videre med både kendte og mange mindre kendte melodier, som de giver nyt liv, selv om de har fået problemer med at øve sammen. De bor fire forskellige steder i landet, og når de så ”mødes” på nettet for at øve, så er forbindelsen til den ene, som stadig bor i Holsted, så dårlig, at han altid er fem sekunder forsinket, så i spøg fortalte de øvrige brødre, at han så begynder at spille lidt før de andre!

Søndag eftermiddag sluttede Mariefestival nr. 2 med mange af de deltagende musikere på scenen i Mariehaven til en stor fælles koncert.

Helge Engelbrecht og De Spilleknejte

Helge Engelbrecht og De Spilleknejte