Siden jeg kom hertil 2001 har jeg tænkt på, at vi manglede sådan et skilt uden dog at nævne det for nogen. Indtil 12. maj i år. Næsten hver uge får min nabo, Ejler Skindhøj, og jeg kaffe og kage i mit hus, mens vi vender stort og småt, der lige nu falder os ind. Pludselig nævner Ejler, at det ville være fint med et byskilt, mens vi diskuterede stedets historie og status. Jeg var fyr og flamme, og vi blev enige om, at han skulle tage kontakt til Vej & Park i kommunen.
Han gik så ind på kommunens ”gi´ et praj” med en anmodning om opsætning af et stednavneskilt. Allerede 17. maj var der svar fra kommunen, hvor vi blev spurgt om, hvem ”vi” var udover et par husstande, og om vi havde en historisk begrundelse for anmodningen, og herfra fortsatte kommunikationen via mail. Sms´er blev sendt rundt og alle svar støttede anmodningen. Vi beskrev, hvordan Kvie for 200 år siden var et langt større samfund end Ansager, og at mange gårde efter Landboreformerne blev flyttet ud fra landsbyen til deres mageskiftede jorder. Og at der på vore matrikler stod Kvie By for de nuværende gårde og huse.
Vi fik tilsendt et kort over området og et luftfoto og blev bedt om at markere, hvor vi ønskede skiltene opstillet. Herefter ventede vi spændt. Jeg kunne ikke lade være med at fortælle folk, at vi snart skulle have et byskilt i hver ende af Kvie By. Stor var overraskelsen, da der 8. juni pludselig var sat 2 skilte op. Ove Nørager havde på kort vist Kvie Bys afgrænsning; men kommunen ønskede at indsnævre området, så skiltenes placering er et kompromis. Ikke desto mindre er vi glade for skiltene, og i mandags samledes vi for at fejre dem.
Erik Jessen, Hestkærbrovej 20
Udvalgte nyheder
Den 30. kl. 17.31Hund Dræbt ved Kvie Sø
Politiet efterlyser tre drenge i sagen hvor et tragisk skud dræber hund under gåtur - dyrlæge kunne ikke redde hundens liv
Den 18. kl. 20.31Job: Vikar til køkken & rengøring
Kvie Sø Efterskole mangler akut en vikar i køkkenet og til rengøringen på skolen