Det er mange år siden, jeg sidst har set Anton, men jeg er sikker på, han ikke har forandret sig ret meget. Nu har jeg fået at vide, han snart fylder 100 år. Det sætter gang i tankerne om det, han har betydet for Ansager og for os, der kendte ham i vores barndom.

Min far, Kaj Madsen, og Anton var venner. Vi boede i et lille gult hus på Haltrupvej i 50erne. Når vi så Anton komme om hjørnet og ind gennem verandaen, vidste vi, han havde noget vigtigt, han skulle snakke med far om. Anton var jo radioforhandler og reparatør og havde butik og værksted nede på torvet.

Både far og Anton var meget optaget af alt det nye, de vidste, der ville komme. De snakkede om stålbånd til at optage på, og de snakkede om farvefotografi og om fjernsyn. Vidundere som fremtiden ville bringe.

Anton udviklede selv en spolebåndoptager med stålbånd, som det var dengang. Jeg ved ikke, om det var den første, vi fik. Men sikken fornøjelse for os børn at lege med sådan et apparat. Når far og mor var i byen indsang vi sange, de kunne høre, når de kom hjem.

De var også meget optaget af tanken om at kunne tage farvebilleder. Indtil da havde farvebilleder været farvelagte sort/hvide billeder. Anton fandt ud af hvordan, og så skulle det stå sin prøve i form af et reklamebillede for radioskabe, som min far, der var snedker, producerede. Det var utroligt spændende. Jeg kom til at medvirke på billedet af radioskab og radio, idet jeg skulle sidde på en stol ved siden af med strikketøj.

Det var altsammen noget, der skete lige før det helt store kom frem, fjernsynet. Det allerførste fjernsyn, vi så, var ungarnsudsendelserne i 1956 omme i Antons butik. Far havde sørget for at bestille plads til os på papkasserne inde i butikken. Der var slet ikke plads til alle indendøre, mange stod udenfor og kiggede ind af butiksruderne. Hvor var det spændende.

Alice Ravnholt

Læs også: Dengang Ansager fik fælles antenne