torsdag 27 okt 2022 - Ansager
Jubilæum: Frede fejrer 50 års jubilæum
Anton Poulsen Uldbæk er i lære hos Frede Sørensen, der fejrer 50 års jubilæum den 1. november 2022
Anton Poulsen Uldbæk er i lære hos Frede Sørensen, der fejrer 50 års jubilæum den 1. november 2022 Foto: Karsten Madsen
Det begyndte på BP-tankstationen i Nørregade som 13 årig i 1972

Året før Frede Sørensen blev konfirmeret, fik han den ide, at det skulle være ham, der passede tanken på BP-station i Nørregade. Frede mødte op på tanken og forhørte sig, om der var et job til ham. Solveig der sammen med sin mand Leif Sørensen netop havde overtaget tanken, mente Frede var lidt vel ung til jobbet, men det endte alligevel med, at han da godt kunne få lov at prøve. Det var den 1. november 1972.

Frede kom efterfølgende i lære som mekaniker hos Leif og var udlært i 1978.

Nu 50 år efter er Frede stadig på tanken, det vil sige bezinstanderen er forsvundet og i dag er det Frede der ejer værkstedet og bygningerne. Frede kan således fejre 50-års jubilæum tirsdag den 1. november 2022, på valgdagen.

Frede har været på værkstedet alle 50 år og for 14 år siden flyttede han også bopæl tilbage til Ansager efter at have boet i Urup i 30 år. Han købte sit barndomshjem på Mølbyvej i Ansager, hvor han nu bor. I boligen ved tanken bor den tidligere ejer Leif Sørensen til leje.

På værkstedet er der arbejde nok, og af og til må lidt af weekenden også tages med for at nå det hele.

Jagt

Frede holder meget af jagt og det fællesskab, der er forbundet med det. På et tidspunkt mente Frede at han kunne tillade sig at holde fri et par dage for at dyrke sin store interesse. Han satte et skilt op på døren til værkstedet: “Lukket pga jagt”. Og Frede tog på vildsvinejagt i Polen. Men det faldt ikke i god jord blandt kunderne, Frede var jo ellers altid at træffe. Siden da har værkstedet ikke mere været lukket pga. jagt, men det mere accepterede “Kursus”.

Lærling

For godt to år siden fik Frede hjælp på værkstedet, da han for første gang prøver at have en lærling. Anton Poulsen Uldbæk er ved at uddanne sig til mekaniker og er allerede en stor hjælp.

Der er sket en del på 50 år. Før kunne Frede oftest lytte sig til hvor fejlen var på en bil eller traktor, men nu er meget blevet elektronisk og der fejlfindes ved at sætte en tester til stik i bilen, og bilen fortæller så selv, hvor problemet er. Dog er der stadig brug for erfaring, da teknikken ikke altid rammer rigtigt.

Trods de 50 år på værkstedet har Frede ingen planer om at trappe ned.

Åbent hus

Frede inviterer til åbent hus den 1. november fra kl. 14-17 på værkstedet i Nørregade 32 i Ansager.

Karsten Madsen

vist 1605 gange