fredag 11 mar 2022 - Ansager
SA Ribe HK møder ligaklub i pokalturnering
Ambitioner om at slå Viborg HK ud af Santander Cuppen er beskedne, men det er ofte sjovt og festligt, når de ”små” møder de store.
Ambitioner om at slå Viborg HK ud af Santander Cuppen er beskedne, men det er ofte sjovt og festligt, når de ”små” møder de store. Foto: Karsten Madsen
Kampen mod Viborg HK spilles i Skovlund Ansager Hallen søndag den 20. marts kl. 17.15

Viborg er holdet der tidligere har vundet det danske mesterskab 14 gange.

Det bliver en kamp, der skal på oplevelseskontoen!

I SA Ribe HK har man nok ikke de store ambitioner om at kunne slå Viborg HK ud af Santander Cuppen for derved at skabe den helt store sensation.

Det er ofte sjovt og festligt, når de ”små” møder de store. Det bliver i den grad tilfældet i 5. runde af Santander Cuppen. Her skal SA Ribe HK nemlig op mod ligaklubben Viborg HK, klubben som er leveringsdygtig af mange landsholdsspillere til det danske damelandshold.

Sportsligt er der måske nok lagt op til et nederlag, men det bliver ikke uden kamp, og kan vi bare drille dem lidt, bliver det da ekstra sjovt.

- Det er sådan en kamp, der skal sættes ind på oplevelseskontoen, for der er nok ikke mange der gør sig forhåbninger om, at vi kan vinde kampen. Dertil bør niveauforskellen være for stor, udtaler klubbens formand Søren Brorsbøl.

Det bliver endnu en kæmpe oplevelse for divisionsspillerne fra SA HK, som i de sidste 5-6 år er nået til 5. runde i pokalturneringen, tidligere har holdet mødt andre af de helt store klubber i Dansk håndbold, som bl.a. tæller Sønderjyske Håndbold, Ringkøbing Håndbold, Herning/Ikast og Team Esbjerg.

Det er en kamp, der ventes at være stor interesse omkring, det er jo ikke hverdagskost at byens sportshal får besøg af en ligaklub, der har været med i toppen af dansk damehåndbold igennem så mange år.

Derfor skal der nu tænkes praktisk:

- Vi har haft mange tanker om, hvordan vi vil afvikle arrangementet, vi arrangerer en stor kaffe & kage bord ad libitum for kr. 50 fra kl. 15:30 - som man kan tilmelde sig ved at sende en SMS til nr. 2714 7834 Margrethe.

- Derefter håber vi at kunne få Viborgs trænere Jacob Vestergaard og Susanne Wilbek til at fortælle lidt omkring klubben og de forventninger de har til deres håndboldsæson til kaffegæsterne inden kampstart kl. 17.15, hvor der selvfølgelig vil være med fuld musik & speak under kampen.

- Der vil også blive salg af lotteri, med mange store og flotte gevinster.

- Derud over kunne da være sjovt, hvis vi kunne få en masse folk i Skovlund Ansager hallen og give dem endnu en stor håndboldoplevelse, siger Søren Brorsbøl, der er formand for SAHK til ansager.info.

Læs mere her: plakat SAHK-Viborg

vist 3528 gange