Jeg har fulgt med i debatten om Ansager skoles overbygning og jeg undrer mig over Peter Foldagers gensvar og forsvar.

Som lokalsamfund kan vi rigtig nok gøre meget, men vi kan ikke skabe mirakler, og vi kan ikke ændre på en af fortidens store fejl.

Da bl.a. Venstre lukkede Skovlund skole som folkeskole, så forsvandt tilgangen til overbygningen også herfra, og det er et problem, som ikke er løst. Sammenligner man Ansager med Agerbæk eller Næsbjerg ville begge skolers overbygning også have det svært med grænsen på 24 elever, hvis det ikke var pga. tilgang fra filialskolerne.

Jeg synes, det er at ligge ansvaret alene over på os i lokalsamfundet, når der bliver sagt, at vi skal lave en plan lokalt og finde en løsning. Selvfølgelig skal vi skabe bosætning, og vi kan også prøve på at lave nogle flere børn (her i præstegården har vi fået 2 de sidste 3 år). Men er det nok?

Er det realistisk, at et bysamfund på ca. 1200 kan få nok børn til, at der er 24 elever i 9. klasse på den korte bane? Jeg har en mistanke om, at man i bedste fald har glemt, at Ansager ikke har en filialskole da man tog beslutningen om de 24 eller i værste fald har håbet på, at Skovlund friskole ville lukke og forsvinde, og at problemet ville gå i sig selv?

Derfor spørger jeg, om Venstre er en del af løsningen eller problemet? Vil man være med til fra politisk side at anerkende, at Ansagers overbygning befinder sig i en særlig situation, som ikke en-til-en kan sammenlignes med Agerbæk eller Næsbjerg, og derfor har brug for at blive understøttet på en anden måde? Eller vil man lægge ansvaret fra sig og skubbe problemet over på lokalsamfundet for en målsætning, som man fra politiskside har bestemt velviende, at den netop i Ansager ville være meget svær at opfylde?

Søren Lydeking Pedersen
Kandidat til byrådet for KD
Præstegårdsvej 15, Ansager