fredag 27 aug. 2021 - Ansager
Lokallistens fokus på hjemmepleje
Læserbrev af Byrådskandidat Birgit Hardenberg Jørgensen (L), Ansagervej 1 i Skovlund

Der opleves en tendens til flugt fra primærsektoren, specielt fra faggrupper som SOSU -hjælperne og SOSU-assistenterne, der via deres uddannelse har indsigt i og viden til at udføre en ansvarlig hjemmepleje. Begreber som ansvarlighed, ligeværdighed, respekt, indlevelse, ordentlighed, samarbejde og tværfaglighed, tillid og kontinuitet er fundamentet for en ansvarlig hjemmepleje.

Hvordan imødegår vi flugten fra faget?

Hvis Varde Kommune ønsker modne og ansvarlige medarbejdere, så skal disse også behandles som sådan.

At stille krav er også at vise tillid - der skal vises større tillid til medarbejderne gennem klare krav fra ledelserne på de enkelte lokalcentre.

Ordentlighed i såvel forholdet til medarbejdere som borgere.

Tværfaglighed i et omfang, der giver mening.

Et godt arbejdsmiljø er fundament for et sundt og trygt miljø for borgerne.

Vi ser gang på gang jobbeskrivelser med netop disse højt prioriterede værdier, men virkeligheden er rigide regler, bureaukrati og kontrol.

Negative oplevelser i den nuværende form

Mange, der har mødt hjemmeplejen i egen bolig, husker mest de negative erfaringer. Her et lille udpluk:

  • mange forskellige medarbejdere uden fælles viden, som skaber utryghed hos borgeren
  • gardiner, der ikke kan trækkes for, når borgeren skal i seng, da det åbenbart er en tillægsbevilling
  • toiletstole, der efter regler skal placeres ved sengen, hvor hovedgærdet befinder sig
  • plejeopgaver, der skal udføres af flere faggrupper, hvorfor borgeren eksempelvis må forblive i sengen

Ud fra ovenstående er det vel forståeligt nok, at den aktuelle hjemmepleje giver indtryk af at være utilstrækkelig og med et uudnyttet potentiale – medarbejderne!

Birgit Hardenberg Jørgensen (L)

vist 366 gange