torsdag 5 aug 2021 - Baldersbæk
Store teaterstemmer i Baldersbæk
Store teaterstemmer giver liv til fortællingen om københavnerplantage i Vestjylland
Store teaterstemmer giver liv til fortællingen om københavnerplantage i Vestjylland Foto: Camilla Winther
Baldersbæks Stemmer er en forestilling, hvor publikum mulighed oplever seks fortællinger på udvalgte steder i Baldersbæk Plantage.

Hvad får man at vide, når en lille pige fortæller om de oplevelser, hun har som sommergæst på en af de mest bemærkelsesværdige ejendomme på den vestjyske hede i begyndelsen af 1900-tallet?

Og hvad tænker en bondepige, der får job som stuepige, når hun oplever den ubegribelige rigdom og velstand, der ruller hen over heden og ind på et nyopført sommerpalæ, der stråler selvsikkert i en gold udkant af Danmark?

Det er noget af det, publikum kan glæde sig til at opleve i forestillingen Baldersbæk Stemmer, når en lang række af seværdighederne på Baldersbæk Plantage får sin helt egen stemme i en udendørs vandreforestilling i lystanlægget Baldersbæk, som ligger i kommunegrænsen mellem Vejen, Billund og Varde.

Baldersbæks Stemmer kommer fra særdeles kendte struber, for det er skuespillerne Sonja Oppenhagen, Preben Kristensen, Charlotte Fich, Lotte Andersen, Malene Beltoft Olsen, Kristian Grumme og Anja Owe, som giver karaktererne liv.

Reumertvindende dramatiker giver erhvervshistorie helt nyt lys

Den spændende opgave, at formidle en mindre kendt del af Danmarks erhvervshistorie, er lagt i hænderne på dramatikeren Simone Isabel Nørgaard, og ophavsmanden til Baldersbæks Stemmer er Kristian Grumme, der selv er opvokset lige ved siden af plantagen. Selv om han som barn har tilbragt adskillige timer i plantagen, er det først som voksen, han er blevet bevidst om den unikke historie, som stedet rummer.

- Det har været spændende at dykke ned i historien om københavnerplantagerne og samtidig tænke, hvordan iscenesætter man sådan en historie, udtaler Kristian Grumme.

Københavnerplantager i Vestjylland

Baldersbæk er en af de godt 60 plantager, der siden slutningen af 1800-tallet blev opført af yderst velstående københavnere. Medstifteren af ØK - Holger Petersen, som var en fremsynet og initiativrig grosserer og fabrikant, købte i 1891 et stort stykke hede og opførte Baldersbæk.

Hensigten var en bedre udnyttelse af jorden, at skaffe arbejde til lokalbefolkningen, gavntræ til landet og nogle rekreative områder til ejerne selv.

Der blev ikke set med velvilje på københavnernes livsstil fra den lokale befolknings side, men ikke desto mindre skabte det arbejdspladser og dermed også velstand til en befolkningsgruppe, der primært havde ernæret sig ved landbrug.

Kriser fører til initiativ

Den store velstand, der opstod i kølvandet på nationens traumatiske nederlag i 1864, minder os om, at diamanter bliver til under pres.

På samme måde fik vor tids coronapandemi initiativtageren Kristian Grumme til at tænke over, hvordan man kunne formidle Baldersbæks historie i et nyt lys. Han fik derfor nogle af Danmarks bedste skuespillere tilknyttet projektet og fik dem med på at lave en vandreforestilling, nu hvor teater og indendørsoplevelser havde vanskelige kår.

Stedets unikke historie og de spændende skulpturer af Anders Bundgaard, som var datidens største billedhugger, er omdrejningspunktet for de seks fortællinger, der fremføres forskellige steder i lystanlægget, så der er lagt til op til en totaloplevelse af dimensioner, når Baldersbæk får stemmer.

Pressemeddelelse frade Kommune

Fakta

  • Oplev seks fortællinger på udvalgte steder i Baldersbæk plantage, Baldersbæksvej 46, 6682 Hovborg 28.-29. august og 11.-12. september kl. 13.00 og 16.30.
  • Forestillingen varer cirka 1,5 time med en vandrelængde på cirka en kilometer.
  • Læs mere og køb billetter på www.baldersbaeksstemmer.dk.
  • Forestillingen er muliggjort med økonomisk støtte fra Vejen, Billund og Varde Kommune samt Spar Nord Fonden, Ole Kirk’s Fond og Statens Kunstfond.

Læs mere om: Baldersbæk Plantage

vist 302 gange