Sæsonen blev desværre slet ikke som den plejede at være, men det skulle ikke forhindre os i at lave gymnastik alligevel.
Vi startede op i uge 38 med 8 hold. Som noget nyt ville vi tilbyde et 16+ hold, hvor rytme var i højsædet, men da det kun tiltrak et par gymnaster lukkede vi holdet ned igen. Mandehørm som først starter i uge 43 kom aldrig ordentlig i gang inden landet lukkede ned før jul, så vi besluttede også her at lukke holdet ned, da vi indså at der ikke blev åbnet op for indendørs træning lige foreløbigt.
Men når de ting så er sagt, kan vi også kigge tilbage på en sæson med en masse gode stunder i henholdsvis hallen som i gymnastiksalen. De i alt 28 dygtige trænere stod klar uge for uge for at give gymnasterne en både sjov, lærerig og meningsfuld træning. Der skal lyde en kæmpe tak til de frivillige, uden dem var vi ikke her. Jeg vil lige fremhæve motionsholdet, som blev bakket op af 27 betalende medlemmer, og som har haft et par udfordringer undervejs med omskiftende restriktioner. Først troede vi, at holdet skulle lukkes ned i efteråret, men Lone og Joan snakkede sammen, og det kunne fortsat lade sig gøre at træne sammen. Der blev lavet 3 hold, som trænede på skift, og da de åbnede op for udendørs aktiviteter, var de også her klar på at tilbyde dem træning, som foregår på stadion. Tak fordi I bare har givet den gas og har været med på at prøve noget nyt. Stort skulderklap herfra.
Der har ikke været så meget på programmet i denne sæson, som der plejer at være – ingen børnedag, ingen fastelavn og desværre heller ingen gymnastikopvisning. Gymnastikopvisningen som egentlig skulle have været lørdag d.27. marts kunne ikke føres ud i livet. Vi i udvalget kan heller ikke se det muligt at gøre det senere af flere årsager, så derfor må vi vente et år mere og krydse fingre for, at vi så der kan vise en brag af en opvisning.
Vi har fået lov til at tænke nye tanker i denne corona tid. Tumletimen og Spilopperne gik sammen om at tilbyde online træning, for de som ønskede det. Det samme gjorde Mini Mix og Mega Mix. Selvom det var meget hyggeligt og sjovt at træne på en anderledes måde, så kan jeg vist godt sige på alles vegne, at vi glæder os til at kunne mødes fysisk med gymnasterne igen. Motionsholdet og Puls&Power begyndte i marts måned at træne udenfor, og folk tog rigtig godt imod det. De to hold fortsætter efter påske.
I stedet for gymnastikdragter har vi i år valgt at få lavet en gymnastikpose til børnene og en mulepose til de voksne medlemmer. Vi siger tak for den hurtige levering fra Sport 24 Grindsted, hvor de er indkøbt, og en stor tak til Dagli’Brugsen Ansager for sponsoratet af påskeæggene.
Louise, Camilla og nedenstående er på valg og Camilla genopstiller ikke. Så jeg vil på udvalgets og trænernes vegne sige dig tusind tak for dit arbejde i udvalget Camilla. Vi holder et årsmøde tirsdag d.18. maj på stadion, såfremt det bliver muligt i henhold til restriktionerne. Her finder vi et nyt medlem. Tilmelding skal ske til nedenstående.
Endnu engang tusind tak for den enestående indsats både vores trænere og gymnastikudvalget gør.
Vi glæder os til at byde jer alle velkommen til den kommende sæson.
Kristina Sparvath Kristensen, Formand
Udvalgte nyheder
- Den 4. kl. 20.53Gymnastik: Mega Mix
5.-9.klasse
- Den 1. kl. 20.48Gymnastikopvisning i hallen 2024
AIF inviterer til gymnastikopvisning lørdag den 23. marts 2024 kl. 14.30 i Skovlund-Ansager Hallen
- Den 4. kl. 20.53Gymnastik: MGP Dans
Dans til de fedeste MGP-hits for 0.-4.klasse