fredag 15 jan. 2021 - Varde
Nye offentlige toiletter og mere rengøring
Nye toiletter og udvidet rengøring skal bringe toiletforholdene i Varde Kommune op på den standard, som vores borgere og turister forventer, siger Preben Friis-Hauge. Billedet viser toiletbygningen ved Vejers strand.
Nye toiletter og udvidet rengøring skal bringe toiletforholdene i Varde Kommune op på den standard, som vores borgere og turister forventer, siger Preben Friis-Hauge. Billedet viser toiletbygningen ved Vejers strand. Foto: Karsten Madsen
Øget rengøring og nye toiletter skal give lokalbefolkningen og gæster en bedre oplevelse, når de bruger Varde Kommunes offentlige toiletter.

Udvalget for Plan og Teknik i Varde Kommune har besluttet at opføre flere nye toiletter over de kommende år.

Det sker blandt andet ved Skallingen, hvor kommunen opstiller en nyere toiletvogn, men også ved parkeringspladsen ved Blåvand Fyr, ved Hvidbjerg Strand og i Blåvand midtby, hvor der alle steder bygges helt nye toiletter. Varde Kommune og Naturstyrelsen sørger desuden for en toiletvogn på Blåvand Strand (Hafniagrunden) i 2021.

Derudover har udvalget besluttet, at der skal opføres nye toiletter på rastepladserne Kløvbakken og Skødstrup Nord. De nye toiletter skal erstatte primitive såkaldte rakettoiletter, der nedlægges. Rakettoiletterne på rastepladserne ved Ho Bugtvej, Hyllerslev, Skødstrup Syd og ved grillhytten i Lønne nedlægges også, da de alle er nedslidte og svære at holde rene i en acceptabel standard.

I Varde by er der afsat 800.000 kroner til nye toiletter i 2022 og 2023.

Bedre standard og mere rengøring

Udvalget har haft særligt fokus på, at de nye toiletter skal være af en bedre kvalitet og fremstå mere indbydende end tidligere, derfor afsættes der 25 procent mere i investeringsplanen til renovering og nybyg af toiletterne end hidtil.

Også rengøringen får et nøk op på flere af kommunens offentlige toiletter langs vestkysten. Det betyder, at der opgraderes til to daglige rengøringer i påsken og uge 33. Tidligere blev det gjort en gang om dagen i disse uger.

- Med de nye toiletter og den udvidede rengøring håber jeg, at vi opnår den standard, som vores borgere og turister forventer. Vi har mange gæster i Varde Kommune, som kommer for at opleve vores unikke natur. Nu fokuserer vi på, at de også kommer til at opleve bedre forhold omkring vores offentlige toiletter, udtaler Preben Friis-Hauge (V), formand for Udvalget for Plan og Teknik i Varde Kommune.

Pressemeddelelse, Varde Kommune

Tidsplan for opførelsen af nye toiletter:

2021:

  • Hvidbjerg Strandvej ved Høfde 7-8
  • Skallingen (en nyere toiletvogn erstatter en eksisterende)
  • Skødstrup Nord
  • Blåvand midtby
  • Jernbanegade, Ølgod
  • Børsmosevej 6

2022:

  • Hvidbjerg Strand
  • P-pladsen ved Blåvand Fyr
  • Kløvbakken
  • Stålværkspladsen, Varde

2023:

  • Fogtmanns Plads, Varde

Endnu ikke fastlagt tidspunkt:

  • Vejers Strand
vist 798 gange