fredag 18 sep. 2020 - Ansager
Generalforsamling i AIF er veloverstået
To nye i forretningsudvalget og årsberetning

Gitte Soelberg og Lars Dyhr blev valgt ind til forretningsudvalget Samt Dan Lund Olesen, Helle Bryndum og Lone Emborg som suppleanter.

AIF

Formandsberetning

Velkommen til generalforsamling i AIF, som på alle måder er lidt speciel i år. Corona-virus har sit præg på 2020, og det betyder både, at vi afholder generalforsamlingen senere end normalt, og at vi er underlagt restriktioner omkring, hvor mange vi må være, og hvor tæt vi må sidde. Derfor vil jeg selvfølgelig gerne starte med at opfordre til, at vi også i dag respekterer retningslinjerne, så vi kan få en god generalforsamling.

Vi står heldigvis med en idrætsforening, som på grund af mange års godt arbejde er på sikker grund, når det kommer til økonomien, og det er ikke uvæsentligt i en tid, hvor meget stadig fungerer anderledes. Vi kommer til at leve med restriktioner og andre vilkår, men det er efterhånden blevet en ny hverdag, og jeg synes, at alle vores aktiviteter er gode til at indrette sig efter forholdene. Vi skal blive ved gøre tingene efter retningslinjerne, og selvom der til tider kan være mange nye regler for de frivillige, så må vi hjælpe hinanden med at efterleve dem. På grund af vores gode økonomi har vi også været i stand til at undgå kontingentstigninger, hvilket selvfølgeligt er positivt, da vi gerne vil have så mange til at dyrke sport som muligt.

Vi har i det forgangne år sagt farvel til et underudvalg omkring divisionsholdet i håndbold, da det gennem længere tid viste sig, at det ikke var muligt at samarbejde med håndboldudvalget, som de hørte under, ligesom der også var samarbejdsvanskeligheder med de øvrige udvalg. Vi har som hovedbestyrelse bakket håndboldudvalget op i denne beslutning, som jeg vil pointere, at alle andre udvalg var enige i, hvilket er meget sigende.

Fællesskabet er vores styrke som forening, og når man ikke kan indordne sig under de regler og vilkår, som alle andre lever under, så er det bedre, at man ikke er en del af foreningen. Der blev endda også forsøgt et forlig omkring efterfølgende udtrædelse af foreningen, men når også den aftale brydes ganske kort tid efter indgåelsen, så giver det ikke mening at blive ved med at forsøge. Derfor er vi også en smule uforstående overfor, at underudvalget Idræt om Dagen har valgt at gå enegang efterfølgende, da vi på intet tidspunkt har afvist forespørgsler fra dem.

Vi har generelt haft en længere dialog om tingene, og vi har hele tiden været til rådighed, hvis der er nogen, der har henvendt sig direkte, men jeg har meget lidt respekt for tastaturkrigere, der sidder og hælder galde ud på sociale medier, når de ikke har mod til at henvende sig direkte. Vi har hele tiden været stolte af vores divisionshold, og derfor glæder det mig, at vi kan føre det videre i et nyt og konstruktivt samarbejde med Grindsted, som selv henvendte sig angående et samarbejde. Det er langtfra den eneste positive nyhed fra håndboldafdelingen, som også har fået et hold i Lykkeliga ind under sig, ligesom der er stor medlemstilgang i ungdomsrækkerne, hvor vi med 23 procent tilgang er dem, der har mest tilgang i Varde Kommune.

De positive takter er også at finde i badmintonafdelingen, som med en række nye tiltag har fået flot gang i ungdommen, hvor der i den kommende weekend afholdes Natminton her i hallen. Det er fantastisk at se, hvordan der bliver arbejdet med tingene, og det er så positivt, når vi kan tiltrække flere børn til vores aktiviteter. Stor ros til de frivillige, der virkeligt kommer med gode ideer her, og det er herligt, at vi også her kan se medlemstallet vokse.

Der skal også lyde en stor ros til gymnastik, som var nogle af de første til for alvor at mærke effekten af Corona, da årets højdepunkt i form af gymnastikopvisningen blev aflyst. Det var så ærgerligt for en velfungerende afdeling, at de ikke kunne vise resultatet af vinterens træning frem, men jeg er sikker på, at de står klar igen, når muligheden igen byder sig. Der er i hvert fald igen i år gode tilbud til både store og små.

Fodboldafdelingen har det også godt, selvom herrerne måtte en tur i Serie 5. Det ser ud til, at de hurtigt vender tilbage, og der sker en masse på ungdomssiden, hvor der blandt andet er blevet taget initiativ til ekstra fredagstræning for dem, der gerne vil lidt mere. Det er igen frivillige kræfter, der finder ud af tingene sammen med udvalget, og det glæder mig at se. Det gør det i den grad også, at der er sket rigtigt meget omkring klubhuset, hvor de frivillige kræfter har ydet en stor indsats, og hvor gode sponsorer har bakket flot op, så vi har fået gjort en masse ved klubhuset både inde og ude. Det pynter rigtigt meget, og jeg håber, at alle brugere vil påskønne det store arbejde, der er gjort.

Vi håber på, at vi i det kommende år komme på banen med et nyt tiltag som for eksempel dans, og vi er altid lydhøre overfor gode ideer, så hold jer endeligt ikke tilbage.

Slutteligt vil jeg gerne takke alle vore sponsorer, som gør en stor forskel, og som jeg håber, at alle omkring forening vil bakke op, og så skal der naturligvis lyde en stor tak til alle frivillige, både nye og gamle. Det er jer, der gør det muligt at have en god forening, hvor vi er sammen om tingene.

Tak.

vist 6050 gange