søndag 30 aug. 2020 - Danmark
Millioner af støttekroner skal bringe nærhed tilbage i landdistrikter
Nærheden skal tilbage i de danske landdistrikter, lyder det fra Erhvervsminister Simon Kollerup.
Nærheden skal tilbage i de danske landdistrikter, lyder det fra Erhvervsminister Simon Kollerup. Foto: John Andreas, Omø
Under temaet ”nærheden tilbage” åbner erhvervsminister Simon Kollerup op for ansøgninger til Landdistriktspuljen

Nærheden skal tilbage i de danske landdistrikter. Sådan lyder overskriften for efterårets runde af Landdistriktspuljen, som erhvervsminister Simon Kollerup (S) netop har åbent for ansøgninger til.

- I mange år har landdistrikterne og de mindre byer oplevet, at servicetilbud og beslutninger rykker væk fra landdistrikterne, mod de større byer. Derfor prioriterer vi med Landdistriktspuljen i denne runde projekter, som kan styrke lokalsamfundene og bringe nærheden tilbage. Det kan fx være projekter, som styrker kultur- og fritidsaktiviteter, afprøver nye organiseringsformer, finder nye modeller for dagligvarehandel eller alternative løsninger på fastholdelse af lokale servicetilbud, udtaler erhvervsminister Simon Kollerup.

Alternativer til det centraliseringen har fjernet

Hos Landdistrikternes Fællesråd mener formand Steffen Damsgaard, at der er god ræson i at målrette midlerne til projekter med fokus på nærhed.

- Årtiers centralisering på en lang række områder er en af de helt store udfordringer på landet. Derfor er det fornuftigt at understøtte lokale projekter, som forsøger at finde alternativer til det, der er forsvundet, siger han og tilføjer:

I landdistrikterne skaber man selv udviklingen

- Heldigvis er landdistrikterne over en bred kam beboet af virksomme mennesker og stærke civilsamfund, der arbejder bedst i fællesskab. Her venter man ikke på, at udviklingen kommer til en, man skaber den selv. Selvfølgelig i forventningen om, at stat og kommune ikke trækker sig yderligere væk, men derimod vil satse på de lokalsamfund, der arbejder på at skabe nærhed samt udvikle alternative tiltag og funktioner. Så jeg er sikker på, at Landdistriktspuljen får mange ansøgninger dette efterår.

I denne omgang er der 7,8 mio. kr. på spil til projekter på de små øer og forsøgsprojekter i landdistrikterne. Temaet om at bringe nærheden tilbage gælder dog kun forsøgsprojekterne. Midler til projekter på de små øer har ikke et tema i denne runde. Fordelingen dette efterår er således:

  • 2,9 millioner kroner til projekter på de små øer.
  • 4,9 millioner kroner til forsøgsprojekter.

Ansøgninger til Landdistriktspuljens efterårsrunde skal sendes til Erhvervsstyrelsen senest den 14. oktober kl. 12.00.

Læs mere om, hvordan du søger Landdistriktspuljen på Erhvervsstyrelsens hjemmeside: Liv og Land.

Pressemeddelelse, Landdistrikternes Fællesråd

Se tidligere støttede projekter: Forsøgsprojekter 1. runde 2020

vist 403 gange  
Annonce