lørdag 29 aug 2020 - Ansager
Natminton for alle
Med støtte fra DIF og DGI's foreningspulje kan Skovlund Ansager Badminton nu sætte gang i "Natminton for alle"

Skovlund Ansager Badminton har fået 23.000 i støtte fra DIF og DGI's foreningspulje til nyt træningsudstyr og en fælles begivenhed for alle klubbens børn og unge.

Overnatter i hallen

Træner Susanne Kristensen ser især frem til at kunne tilbyde "Natminton for alle":

- I weekenden 19.-20. september afholdes Natminton. Fra lørdag eftermiddag til søndag formiddag er det alle klubbens børne-og ungdomsspillere der skal overnatte i hallen og dermed afprøve Natminton.

Natminton er badminton i mørke, dog er der UV-lys så badmintonstreger, bolde, netkant og nogle bestemte farver på børnenes tøj lyser op. Udover Natminton skal børnene have besøg af en fantastisk træner udefra, spille forskellige badmintonspil og ellers bare hygge sig sammen.

Alle kan komme og prøve

Søndag eftermiddag 12.00-15.00 er det alle andre borgere i Skovlund og Ansager der kan komme op i hallen og prøve. Så tag kammeraterne med i hallen denne dag og få en rigtig sjov oplevelse - udfordr hinanden til en anderledes badmintonkamp.

Badminton kender ingen alder, så er du 3 år, 110 år eller et sted herimellem er du meget velkommen til at komme i hallen denne søndag eftermiddag.

Der vil være kaffe/the/saftevand og kage i hallen. Vær OBS på at det pga. Covid-19 kræver tilmelding, så hold øje med Ansager info og Skovlund og Omegn på Facebook for yderligere information. Bolde og ketchere er i hallen, men medbring meget gerne egen ketcher hvis muligt.

Skovlund Ansager Badminton

Foreningspuljen

Skovlund Ansager Badminton har modtaget bevillingen på 23.000 fra DIF og DGI's foreningspulje, der årligt uddeler ca. 44 mio. kr. til projekter i idrætsforeninger.

DIF og DGI's foreningspulje kan støtte lokale projekter i idrætsforeninger, f.eks. til medlemsrekruttering, udvikling af nye aktiviteter eller løft af trænerkompetencer. Puljen kan søges om op til 300.000 kr., men langt størstedelen af puljens bevillinger ligger mellem 10.000 og 30.000 kr.

  • Alle idrætsforeninger kan ansøge puljen
  • Puljen ansøges via Centralt ForeningsRegister på www.medlemstal.dk
  • Mere information og retningslinjer for puljen findes på DIF og DGI’s hjemmesider
vist 280 gange