fredag 7 feb 2020 - København
Inspiration: Ny udstilling om børnevenlig byudvikling

                                    Den 7. februar slår Dansk Arkitektur Center dørene op til en helt ny og anderledes udstilling om innovativ arkitektur og byggeri med barnet i centrum – Kids’ City.
Den 7. februar slår Dansk Arkitektur Center dørene op til en helt ny og anderledes udstilling om innovativ arkitektur og byggeri med barnet i centrum – Kids’ City. Foto: Casper Villumsen, DAC
Kan en by rumme samfundets mindste, kan den i princippet rumme alle.

Kids’ City er skabt i samarbejde med toneangivende danske tegnestuer og sætter fokus på, hvordan København i dag har opnået status som en af de bedste steder i verden at bo og leve i som barn. Besøgende børn bliver mødt med leg og læring, mens det voksne publikum inviteres til enten at lege med – eller at fordybe sig i tankerne bag børnevenlig byudvikling og byggeri i hovedstaden. Udstillingen åbner officielt den 7. februar.

En by for børn er en by for alle

Flere og flere børnefamilier vælger at blive og få børn i byen frem for at flytte til forstæderne. Om 10 år spås København, der allerede omtales som en børnenes by at have 18.000 flere 0-15-årige end i dag.

Men hvad er det, der gør en by god at bo og leve i? Er det gode institutioner, supercykelstier, havnebade, dejlige (lege-)pladser og smukke tårne? Er det at få lov selv at cykle i skole og nemt kunne komme på et godt hospital, hvis man bliver syg?

Dansk Arkitektur Centers forårsudstilling ’Kids’ City’ sætter lup på, hvordan en ’god by’ kan opleves af både børn og voksne. For kan en by rumme samfundets mindste, kan den i princippet rumme alle. Det handler om rummelighed og alsidighed og om velfærdsstatens udvikling og fællesskab – og dermed også om andet og mere end huse og biltrafik.

Arkitektur i øjenhøjde

I Kids’ City kan man både lege, bygge og brænde krudt af samtidig med, at man bliver klogere på byens former, figurer, lyde og skala. Udstillingen rummer nogle af de bedste installationer og steder, vi kender – eksempelvis kan man rutsje ned af en lille udgave af Bjarke Ingels’ Amagerbakke, lege med skalaen med mini- og maximøbler i tegnestuen COBEs træhuse og klatre i Adepts fleksible legekonstruktion. Man kan også gå på opdagelse i Camp Adventures tårn eller lytte til byens mange lyde i høretelefoner og gætte, hvor de kommer fra. Man kan se, hvordan byens offentlige rum udvikles, og hvordan f.eks. BørneRiget, Rigshospitalets kommende hospitalsfløj til børn, unge og gravide, kommer til at tage sig ud, eller man kan finde sin indre byplanlægger frem og bygge videre på byen i spillet Minecraft, med LEGO eller papir og pen.

For de voksne foldes tanker og idéer bag byens installationer og områder, af blandt andet tegnestuerne COBE, 3XN, Effekt, ADEPT, BIG Architects, Dissing+Weitling og MONSTRUM, ud i et visuelt bånd på udstillingens vægge. Dertil kommer en række nye lydhistorier om hvad det er, der gør København til en særlig by at være barn og voksen i og om børnenes rolle i arkitektur og byudvikling – alt sammen fortalt af Københavns Kommunes Stadsarkitekt, Camilla van Deurs.

Kids’ City rummer med andre ord noget for alle, både de der bor i byen og er nysgerrige efter at vide mere om den, men også de, der besøger byen for første gang – og selvfølgelig de der gerne vil lege. Foreningen Realdania har støttet udstillingen.

Pressemeddelelse, Realdania

Beliggenhed

Bryghuspladsen 10, 1473 København

Læs mere og køb billet: Kids’ City

vist 318 gange