mandag 6 jan 2020 - Ansager
Tidligere halinspektør, Bent Haahr, siger tak
Af hjertet tak for den store opmærksomhed i forbindelse med min afskedsreception i Skovlund Ansager Hallen

Et stort og hjertelig tak skal der lyde for den fantastiske deltagelse i forbindelse med Skovlund/Ansager hallens flotte afskedsreceptions for mig. Det var enormt overvældende, at over 300 gæster havde tid og lyst til at give mig et klap på skulderen for min arbejdsindsats i VORES dejlige hal.

Tusind tak for alle hilsner i form af vin, gavekurve, gavekort, blomster, og ikke mindst det flotte pengebeløb der er indbetalt i Dagli´Brugsen og på hallens konto. De vil blive godt brugt på blandt andet, et foto/videokursus samt en planlagt tur til Sydafrika med min familie og vores skønne bonusfamilie fra Tistrup.

Tak til Kristian Gylling, Leif Jørgensen, 2.divisions damer, Margrethe Johansen, Dennis og Helge Engelbreth for de pæne og rørende taler. De ramte mit hjerte og mine følelser så meget, at jeg desværre kun kunne sige ”TAK FOR ALT”. Derfor får I nu lidt på skrift:

Som I ved har hallen fyldt rigtig meget i mit liv på både godt og ondt. Men ét er sikkert - jeg har nydt langt de fleste dage i de 37 år, der er gået. Min kære familie fandt ret hurtigt ud af, at hvis de ville se mig, så måtte de komme i hallen. Heldigt for mig synes Lene og børnene også, at sport og især håndbold, skulle være en stor del af deres liv. Vi har oplevet utrolig mange gode stunder i hallen, men til tider har det også været hårdt. Det hårdeste i jobbet har været de perioder, hvor man gerne ville være to steder på én gang. Skulle man vælge højtideligheder og fødselsdage eller blive hjemme og passe hallen? Og her må jeg ærligt erkende, at hallen vandt i langt de fleste tilfælde. Men nu er det slut, så I skal bare invitere – jeg er klar!

Jeg vil gerne sige tak for samarbejdet igennem de sidste 37 år. Jeg forlader ”skuden” med god samvittighed, og jeg synes, at vi sammen har fået etableret et velfungerende og up-to-date idrætscenter med et væld af aktivitetsmuligheder for både børn, unge og ældre, som jeg håber må fortsætte langt ud i fremtiden.

Tak til alle hallens brugere, samarbejdspartnere og foreninger for den tillid, støtte og udfordring, I har vist os igennem årene.

Tak til alle de mange skønne og dejlige unge samt lidt ældre medarbejdere, som jeg har haft ansat i cafeteriet og til opstilling ved banko m.m. I har hver og en betydet meget for hallen og mig.

Minder er der rigtig mange af! Og jeg vil blot nævne et par af dem, der har bidt sig ekstra godt fast på min nethinde:

  • Lad mig starte med de store halballer i 80’erne og 90’erne, hvor en af de største succeser var med LABAN (som hittede med ”Hvor skal vi sove i nat”). Her deltog over 3000 balgæster. Jeg mindes især også koncerterne hvor bl.a. Michael Learns To Rock og Dodo & The Dodos spillede for fulde huse. Og ej at forglemme de mange fantastiske Kandis-fester som også fyldte hallen.
  • Jeg husker også tydeligt dengang i starten af 80’erne, hvor bankospillene hver mandag kunne trække over 800 mennesker. Dengang måtte man ryge i hallen - du kan tro, man lugtede som en skorsten, når man kom hjem mandag aften (længe leve vaskemaskinen).
  • Der var selvfølgelig også de mange spændende håndboldkampe søndag efter søndag, da håndboldherrerne fyldte hallen til bristepunktet i starten af 80’erne med Kr. Gylling, Ole Nielsen, Kaj & Ingvard Christoffersen, Keld Klausen, Knud Erik Grundahl og alle de andre legender fra dengang.
  • I dag har byen et 2. divisions damehold i håndbold, og det synes jeg er helt fantastisk flot taget byens størrelse i betragtning, hvilket fortjener stor ros og anerkendelse til både spillere og trænere for deres indsats.
  • Sidst men ikke mindst mindes jeg udbygningen af hallens idrætsfaciliteter i 2004, hvor en masse frivillige endnu en gang ydede en helt fantastisk arbejdsindsats for Skovlund Ansager Hallen, så hallen kunne tage et nu velfungerende motionscenter og en skøn minihal i brug.

Jeg går nu i gang med min PHD-uddannelse (Pensionist Hele Dagen). Uddannelsen vil bl.a. bestå i fortsat at være en del af styregruppen ved ”Idræt om dagen”. Desuden vil alle medlemmer af Ansager Antenneforening fortsat kunne regne med min hjælp, hvis de har udfordringer med TV’et, og jeg fortsætter også med mit frivillige kassererjob i antenneforeningen. Endvidere slipper jeg heller ikke helt mit tag i Ansager IF, som jeg gerne vil hjælpe videre i udviklingen af klubbens nye medlems- & kontingentsystem. Og så vil jeg forsøge mig noget mere med foto & video - gerne til gavn for Ansager Info.

Endnu engang TAK FOR ALT.

DE BEDSTE HILSNER OG RIGTIG GODT NYTÅR!

Fra den tidligere halinspektør, Bent Haahr

vist 871 gange