onsdag 1 jan. 2020 - Ansager
Godt nytår Ansager!
Læserbrev af Niels J Boysen, Østergade

Her på slutningen af et lidt vådt, men alligevel godt år, vil jeg da lige se lidt tilbage på det som jeg synes har været et godt og begivenhedsrigt år for vores lille by.

Jeg har nu boet her i byen siden 2006. og jeg befinder mig særdeles godt, i en efter min mening rigtig skøn by, som har en masse at byde på.

Når man her i den sidste måneds tid, har bevæget sig lidt rundt i byen sådan sidst på dagen, har man virkelig kunnet nyde julebelysningen både på torvet, og hos Allans Diner, samt Vingården og Hotellet. Derudover er det da så flot med alle julestjernerne hele byen igennem.

Hvad har året så ellers budt på, ja efter min mening en masse, som man har kunnet glæde sig over. Jeg synes Ansager er en dejlig by, med en masse aktive mennesker. Jeg har da selv været med som frivillig et par steder, noget jeg har haft meget glæde af. Der sker jo bare noget det meste af tiden.

I år kom ”Mariefestival'en” så på benene igen, med stor succes. Det var skønt at være med til, og hele arrangementet fik meget ros, fra de mange gæster rundt omkring fra hele landet.

Vi fik en ny ”Naturperle” med Søparken, som kun kunne lade sig gøre fordi der er så mange aktive mennesker som gør en kæmpe indsats. Det synes jeg virkelig man i byen kan være stolte af. Det bliver så spændende at følge det nye byggeri, som er planlagt omkring Hejrevej. Igen et godt in initiativ, som kan være med til at styrke vores by.

Der er også frivillige kræfter i gang ved Stadion med ny belægning. Jeg synes det hele viser lidt om det gode sammenhold der er her omkring.

Med disse enkelte betragtninger fra en ”Tilflytter” vil jeg blot ønske alle en godt og begivenhedsrigt nytår.

Niels J Boysen, Østergade.

vist 745 gange