Nye borde og bænke ved Kvie Sø
fredag 20. dec. 2019 - Kvie Sø
Modelfoto
Modelfoto Foto: Pixabay
Vi har netop modtaget brev fra Varde Kommune med tilsagn om bevilling af kontant tilskud på 13.330 kr til at købe nye borde og bænke til at sætte op udvalgte steder omkring Kvie Sø.

Det betyder, at vi i løbet af foråret kan sætte nye borde-bænkesæt op på særlige steder ved søen, ligesom vi kan reparere de gamle bænke langs søen med nye planker.

Når det nytter at hjælpes ad

Projektet er opstået i samarbejde mellem fem af lokalområdets foreninger: Grundejerforeningen Kvie Sø, Skovlund-Ansager Udviklingsråd, Skovlund Borgerforening, Ansager Borgerforening og Ansager Byudvikling.

Vi har været i gang siden foråret 2018, hvor en gruppe deltagere fra ovenstående foreninger gik en tur om Kvie Sø og fik overblik over behovet. Hver især tilbød foreningerne at bidrage med 3.000 kr., hvis kommunen så ville lægge resten, dvs. halvdelen af prisen for materialerne. Med de 13.330 fra Varde Kommune og de 15.000 fra foreningerne kan vi nu gå ud og købe solide kvalitetsbænke fra Oksbøl Savværk.

Når vi så først har fået pengene nu, skyldes det, at Kvie Sø er fredet område, så vores ansøgning skulle en tur om fredningsmyndighederne. Endelig tilladelse kom her i november, og så var det bare at sende selve bevillingsansøgningen afsted til Visionspuljen (Vi i naturen).

- Vi er stolte og glade for bevillingen og hjælpen fra såvel Varde Kommune som de foreninger og private, som har hjulpet med penge og tilsagn om at sætte borde og bænke op på deres område. Så med dette bliver det da en glædelig jul og godt nytår. Med nyt omkring søen at sidde og pænt at kigge på, udtaler Claus Gaarde, næstformand for Grundejerforeningen. Han vil straks i det nye år bestille materialerne ved Oksbøl Savværk og indkalde til arbejdsdag, så vi kan få det hele sat op inden påske.

Martha Voss

vist 803 gange  

Udvalgte nyheder

søndag 10. maj 2026 - Ansager
Dyr SFO-løsning droppes til fordel for 38 nye kvadratmeter ved børnehaven.
onsdag 13. maj 2026 - Ansager
Børn og dagplejere markerede dagen med sang og leg
søndag 19. apr. 2026 - Ansager
Der indkaldes til ordinær generalforsamling torsdag den 7. maj kl. 19:00 i Skovlund-Ansager Hallen