"Når det gælder gudsbenådet rock'n'roll, så når ingen andre den vestjyske verdensmand til sokkeholderne i det her land."
Gaffa, 5 stjernet liveanmeldelse
”Johnny Madsen har det bedste traditionelle rock’n’roll band i Danmark, og han har velsagtens landets bedste rockguitarist i Knud Møller, og i min bog har Madsen gennem tiden begået flere af de absolut uomgængelige albums i dansk rockhistorie.”
Steffen Jungersen, BT
Det er første gang, at Møllen i Ansager og dens smukke omgivelser danner rammen om så stort et musiknavn. Cateringfirmaet Allan's Dinér står bag koncerten og Allan Jensen selv glæder sig som et lille barn til juleaften. "Det er ikke hver dag, vi får besøg af så stort et navn i vores lille by. Det bliver en fed oplevelse. Koncerten foregår på plænen langs åen - og det bliver eksklusivt, da pladsen naturligt kun giver adgang for et begrænset antal gæster."
Der skal skråles med i vilden sky på hits som Færgemanden, Udenfor Sæsonen, One man Band, Havanna og Johnny the Blues.
Koncertgæsterne kan forvente lækkerier fra Allan's Dinér, når sulten indfinder sig. Der kan købes forplejning i flere prisklasser fra den helt store koncert-tallerken til sandwich og pølser.
Indgangen åbner kl. 17:00, og der garanteres god gedigen opvarmning, inden Johnny Madsen Band går på scenen kl. 21:30.
Festen på Møllen slutter kl. 24, men fortsætter naturligvis på Hjørnekroen - "Ansagers ældste spillested" - hvis folk endnu ikke er klar til dynen.
Billetter
Billetsalg starter mandag den 25. november kl. 10:00 ved fysisk afhentning hos Allan's Dinér, Nørregade 3, 6823 Ansager.
Det må simpelthen være årets julegavehit.
Du kan læse mere på Allan's Dinérs Facebook side.
Johnny Madsen Band:
Johnny Madsen (vokal og guitar), Knud Møller (vokal og guitar), Niels Nello Mogensen (vokal og bas) og Henrik From (trommer og percussion).
Et godt sted at starte i den lange, brogede og altid svært underholdende historie om Johnny Madsen, er ved det måske mest specielle debutalbum der nogensinde er udkommet i Danmark. ”De Tørre Er De Best…. Men Våde Er De Flest” var den lange og ikke specielt mundrette titel på denne 1982-udgivelse. Albummet solgte dengang mindre end 500 eksemplarer – og det lå ikke ligefrem i kortene, at det her altså var en slags grundsten i en særdeles langvarig karriere indenfor rytmisk musik. Men albummet rummede perler som ”Æ Kør O Æ Motorvej” og ”Æ Møt Her Te´ En Bal”, sange der senere skulle vise sig at være ret uopslidelige og et par glimrende undskyldninger for at gøre musikken til en levevej.
Sidenhen er det blevet til en lang række andre gode udgivelser fra Johnny Madsen – med højdepunkter som bl.a. ”Chinatown, Yellow Moon og Den Sorte Fugl” (1987), det store gennembrudsalbum ”Udenfor Sæsonen” (1988), livealbummet ”Halgal, Halbal” (1982), ”Checkpoint Charlie” (1991) og ”Regnmanden” (2003). En overordentlig god introduktion til hele værket får man på den omfattende opsamling ”De tørre og de bedste” fra 2007.
Seneste udgivelser fra Johnny Madsen er albummet ”Godt Nyt”, som udsendtes i efteråret 2015. Albummet fik en overstrømmende modtagelse af både publikum og presse og ”Godt Nyt” strøg direkte til tops på album salgslisten og bliver af alt og alle betegnet som det bedste Madsen album i mange år, indeholdende bl.a. de nye sange ”Godt Nyt”, ”Twitter” og ”Aldrig Mere”. Pressen tildelte albummet ”Godt Nyt” 5 og 6 stjernede anmeldelser og overskrifter som ”Madsens mesterværk”, ” Seriøst godt nyt fra Johnny Madsen” og ”Nu er den jo hel gal – Johnny Madsen har begået sit bedste album i tyve år” prægede modtagelsen.
Udvalgte nyheder
- Den 8. kl. 23.03GRATIS-billetter til Maries Kultur Festival
Alle i 6823-området kan deltage gratis i Maries Kultur Festival 2024
- Den 10. kl. 20.40Julehilsen fra Ansager
En varm tak og nytårshilsen fra Mariehaven