mandag 18 nov 2019 - Ølgod
Lions Club Ølgod klar med nytårskoncert 2020
Odense blæserne for fuld udblæsning.
Odense blæserne for fuld udblæsning. Foto: PR
Kom og oplev det - Der findes næppe en festligere indgang til et nyt år end en nytårskoncert.

Humøret stiger, når champagnepropperne knalder, og orkestret leverer et musikalsk festfyrværkeri. Dirigentens muntre indlæg og solisternes sangmæssige perler får stemningen helt i top.

Det er lørdag den 4. januar 2020, kl. 15.00 i Ølgod Hallen, det sker.

I lighed med tidligere år er det Odense Blæserne med dirigent Jesper Rützou Rosenkilde i spidsen, der står for det musikalske festfyrværkeri.

Odense Blæserne er et fantastisk brassband; kendt for sin underholdende og sprudlende musik og spillestil. De sætter en stor ære i at give publikum en musikalsk oplevelse ud over det sædvanlige med spændende og overraskende indslag.

To solister i år.

I år er der to solister, Tuva Semmingsen og Joachim Knop.

Tuva Semmingsen kommer fra Norge og er bl.a. uddannet fra Norges Musikkhøgskole i Oslo. Hun har medvirket i utallige operaer og koncerter og synger også gerne jazz.

Joachim Knop er uddannet på Det kgl. Danske Musikkonservatorium og Operaakademiet ved Det Kgl. Teater. Joachim har sunget opera, operette og musical på stort set alle landets scener, men er også kendt som skuespiller i bl.a. Drengene fra Skt. Petri og Anja og Viktor filmene.

Tuva og Joachim danner par privat, og de elsker at synge sammen, men har sjældent mulighed for det på scenen. De glæder sig derfor meget til nytårskoncerten i Ølgod, hvor de vil lade kærligheden, både til hinanden og til sangen, strømme ud over scenekanten i form af musical, operette, opera, jazz, lidt pop og folkelige sange.

Traditionen tro serveres der før koncerten et glas mousserende vin til alle koncertgæsterne.

Billetsalget foregår 22., 23. og 29. nov. (I SuperBrugsen i Ølgod)

Lions Ølgod glæder sig til at byde jer velkommen til årets nytårskoncert - overskuddet går ubeskåret til LIONS hjælpearbejde i lokalområdet, nationalt og internationalt.

Lions Club Ølgod

Koncertens hovedsponsorer er som sædvanligt:

HTH Køkkener
Den Jyske Sparekasse, Ølgod
Super Brugsen, Ølgod
Advokaterne Graven Nielsen & Kokkenborg

vist 329 gange