søndag 25 aug 2019 - Ansager
Landistrikter: Fremtidens landsbykøbmand er borgerfinansieret
Ifølge dagligvarekoncernen Dagrofa er der de seneste år åbnet 80 nye borgerfinansierede købmænd landet over. Her i landsbyen Nim
Ifølge dagligvarekoncernen Dagrofa er der de seneste år åbnet 80 nye borgerfinansierede købmænd landet over. Her i landsbyen Nim Foto: PR
Lørdag åbner endnu en borgerfinansieret købmand i landsbyen Asp i Struer Kommune. Flere er på vej.

Borgerfinansierede købmænd er et nyttigt værktøj til at sikre landsbyernes dagligvare­butik­ker, lyder det fra flere kanter.

Ifølge dagligvarekoncernen Dagrofa er der de seneste år åbnet 80 nye borgerfinansierede købmænd landet over. Her i landsbyen Nim.

Den lokale købmand er en af landsbyernes livsnerver. På samme tid fungerer landsbyens købmand som socialt samlingspunkt og leverandør af dagligdagens nødvendigheder.

Men landsbykøbmanden er under pres. Flere steder er den lokale købmand lukningstruet eller har for længst drejet nøglen om. Ifølge fremskrivninger kan over hundrede handelsbyer skrumpe ind til en fjerdedel, hvis tendensen fortsætter.

Dén udvikling leverer borgerfinansierede købmænd et svar på.

Over hele landet har lokale borgere taget til genmæle over for butiksdød ved at skyde egne penge i at bevare den lokale købmand. Ifølge dagligvarekoncernen Dagrofa er der de seneste år åbnet 80 nye borgerfinansierede købmænd. Lørdag åbner endnu en i landsbyen Asp, og derudover arbejder Dagrofa lige nu i yderligere 22 landsbyer på at virkeliggøre lignende projekter.

Modellen rummer store potentialer for fremtidens landdistriktsudvikling, vurderer formand for Landdistrikternes Fællesråd Steffen Damsgaard, der deltager i lørdagens butiksåbning i Asp.

- Mange steder er landsbykøbmanden posthus, apotek og dagligvarebutik på samme tid. Samtidig er tilstedeværelsen af en købmand afgørende for at tiltrække tilflyttere og fastholde byens liv. Derfor er det ekstremt positivt, at vi nu har fået et værktøj til at sikre den, udtaler Steffen Damsgaard.

Hos De Samvirkende Købmænd ser man med glæde på de mange nye borgerfinansierede købmænd.

- For de mindre samfund handler købmandens tilstedeværelse jo ikke 'bare' om dagligvare­forsyning. Købmanden er byens mødested og medvirker til den sammenhængskraft, som er forudsætningen for det gode hverdagsliv og tilflytning - og dermed også boligernes værdi, beskæftigelse og private såvel som offentlige investeringer i lokalsamfundet. Med de borgerfinansierede købmand kan borgerne selv være med til at sikre disse værdier i deres lokalområde, udtaler adm. Direktør i De Samvirkende Købmænd John Wagner.

Egne penge skaber loyalitet

Mange af de lokale supermarkeder i landdistrikterne hører under dagligvarekoncernen Dagrofa, der står bag SPAR, Min Købmand og Let Køb. Koncernen har arbejdet med borgerinvolvering i butiksåbninger siden 2011 og står også bag åbningen af butikken Min Købmand i landsbyen Asp.

Erfaringen er, at loyaliteten er større, når borgerne selv har skudt penge i butikken, fortæller Richo Boss, Kædedirektør SPAR, Min Købmand & Let-Køb

- Vi ser en fantastisk opbakning fra borgerne. Ikke kun i form af finansiering, men også i form af aktiv deltagelse i skabelsen af butikken og derefter en høj indkøbsloyalitet. Typisk ser vi op til 60 procent omsætningsvækst, når det drejer sig om modernisering af eksisterende butikker – og vi ser minimum 15 procent højere omsætning end forventet, når der er tale om helt nybyggede borgerbutikker. Det er virkelig en solstrålehistorie.

Med hjemmesiden Butiksdrejebogen.dk har Dagrofa samlet en række modeller til at etablere dagligvarebutikker baseret på crowdfunding. Siden årsskiftet har koncernen været med til at åbne en håndfuld borgerfinansierede butikker. Den kommende Min Købmand i Asp følges af minimum yderligere fire resten af året.

En fremtidssikret model

Sammen med tilstedeværelsen af en god skole og et godt foreningsliv er handelsmuligheder afgørende for, at tilflyttere vælger at bosætte sig i et lokalsamfund, vurderer fremtidsforsker og direktør i firmaet Fremtidsforsk Jesper Bo Jensen. Han har fulgt udviklingen af borgerfinansierede købmand fra sidelinjen og er positiv overfor det, han ser:

- De steder, hvor jeg har set modellen praktiseret, er det faktisk lykkedes at få butikkerne til at overleve. Ikke bare et eller to år, men også længere, udtaler Jesper Bo Jensen til Ritzau.

Også formanden for Landdistrikternes Fællesråd, Steffen Damsgaard, ser lyst på fremtiden, hvad angår landsbyernes små butikker.

- Med de borgerfinansierede købmænd ser vi et eksempel på den selvvirksomhed og handlekraft, der er nødvendig i fremtidens landdistriktsudvikling. Borgerne i de danske landsbyer kan ikke længere vente på, at udviklingen kommer til dem, de må skabe den selv, siger han.

Lørdag den 17. august kl 9.00 åbner den borgerfinansierede købmand Min Købmand i landsbyen Asp i Struer Kommune.

Pressemeddelelse fra Landdistrikternes Fællesråd

Find Butiksdrejebogen her: Butiksdrejebog

vist 353 gange