søndag 14 apr 2019 - Ansager
Start påskeferien på Kvie Sø Efterskole
Hjælp os med ideer til aktiviteter for Danmarks sjoveste højskole for hele familien i sommerferien

I ugeavisen kunne I for nogle måneder siden læse om et projekt, jeg har arbejdet med, og som løber af stablen i uge 29 og 30 ude på Kvie Sø Efterskole med hjælp fra bl.a. RIKA og nogle andre.

Selvom ideen er rigtig god, kniber det med deltagere, og derfor beder jeg jer, gode naboer, venner og bekendte, at komme og hjælpe mig med at fortælle historien, så min målgruppe, børnefamilier over hele landet, får lyst til at komme til Ansager en uge i sommerferien. Jeg har brug for, at snakke med børnefamilier om, hvordan I kunne tænke jer at holde sommerhøjskole hos os i Skovlund-Ansager.

Efterskolens dejlige lokaler er bookede, Rideklubben Ansager er med på nogle hesteaktiviteter, og jeg har nogle dejlige damer til at hjælpe med undervisning og forskellige opgaver. Jeg har besluttet at ryste posen og nytænke konceptet - og I har mulighed for at medvirke i denne workshop for børnefamilier omkring sund mad og sjove aktiviteter. Workshoppen løber af stablen på onsdag den 17. april fra kl. 13

Programmet er følgende:

  • Kl. 13. Hesteleg og -fitness på RIKA, Kvie Søvej 5
  • Kl. 14. Vi mødes på Kvie Sø Efterskole, Tiphedevej 17

Der er følgende aktiviteter:

  • Skovfitness, måske har du en Mountainbike, så tag den med og tag en tur rundt om Pølmosen
  • Måske sopper vi i Kvie Sø, hvis det ikke er for koldt
  • Mad over bål, som vi laver sammen.

Det koster jer ikke en krone at deltage, til gengæld beder jeg jer om to ting:

  • at I vil bidrage med ideer til indholdet i sådan en uge, varighed, organisation og pris.
  • at Kitty må tage billeder af jer under aktivteterne, så jeg kan vise rigtige mennesker i vores smukke natur, og ikke bare pixabay-modeller fra USA

Afslutning med bålmad

Vi slutter med at spise sammen, og menuen er hotte ukrudtsdogs (snobrød & pølser) med salat og frugt samt vand, juice og æbleshots. Og så hænger vi ud, så længe I gider…

Af hensyn til indkøb af mad, vil jeg gerne vide, hvem og hvormange der kommer, så hvis du synes det kunne være en sjov måde at indlede påsken på, så smid mig en sms (21286638) eller en Messenger besked.

Allervenligst

Martha Voss, NENUC-sommerhøjskolerne

vist 275 gange  
Annonce

Udvalgte nyheder

juni