onsdag 22 aug 2018 - Ansager
Læserbrev: Græsenkebrevet
Kære alle, der kender en soldat. Kære alle, der kender en, som kender en soldat. Kære alle, som har lyst til at læse med.

Mit navn er Tanja Højrup Sørensen og jeg er 23 år. Nogen kender mig måske. Nogen ved, hvem jeg er og andre gør ikke. Det betyder ikke så meget. Jeg har igennem de sidste 8 år været kæreste med en mand, som de sidste 5,5 år har været en del af det danske forsvar. Han har været udsendt 2 gange og har i skrivende stund næsten lige påbegyndt 3. udsendelse.

Jeg vil ikke kalde mig selv erfaren i titlen som ”græsenke”, men jeg har da gjort mig en del erfaring. Dette indslag skrives, for at sætte lidt perspektiv på hvad, det vil sige at være en del af en udsendelse.

Udsendelse er også et arbejde

I princippet synes jeg jo ikke, der er nogen væsentlig forskel mellem en udsendelse og arbejdet, hvor man ligger ude 14 dage af gangen. Min opfattelse er, at når udefrakommende hører ordene ”KRIG - SOLDAT - UDSENDELSE”, så begynder bekymringerne at komme fra alle sider. En soldat og en medarbejder gør vel begge sit arbejde, samtidig med at de midlertidigt har ”efterladt” nogle pårørende hjemme.

Når man får fortalt, at ens bedste ven og bedre halvdel, skal af sted - gøre noget, som gør ham/hende glad, bliver man jo selv glad. Glad på deres vegne! Man kan sætte sig i deres sted og mærke spændingen, ved at der skal til at ske noget, som skaber glæde i sindet. Forskellen her er vel i princippet ”bare” perioden ens bedste ven er væk.

Jeg kender ikke så meget til udlægger-arbejdet, men jeg har oftest hørt udtrykket: ”14 dage ude - 14 dage hjemme”. I skrivende stund har min bedste ven været ude i næsten fire uger, og der går i hvert fald ni uger endnu, inden han kommer hjem på kort visit i tre uger, for at tage tilbage til basen og så endelig vende hjem igen til februar.

Partnere støtter hinanden

Uanset om man har et 8-16 job, et 14 dage ude - 14 dage hjemme eller tager en tur sydpå, for at lære folk at opføre sig pænt, så står man sammen som partnere og støtter hinanden. Og det er både på godt og ondt! Jeg er SÅ stolt af de bedrifter, min partner udretter. Men jeg er MINDST lige så stolt af mig selv. Jeg støtter ham, jeg står ved hans side og så bakker jeg ham 100% op, samtidig med at jeg åbenbart også skal have ondt af ham, fordi det er ham, der er udrejst. Det er jo ham, der har forladt hjemmet. Dette er i hvert fald tit det, jeg bliver mødt af. At det er synd for ham, når det er ham, der er af sted.

Han får serveret maden HVER dag og skal ikke engang vaske sit eget tøj. Man behøver ikke have ondt af dem.

Uden at dette skal fremstilles negativt, så vil jeg gerne præcisere at ligesom personen, der har valgt 14 dage ude - 14 dage hjemme jobbet, lige så vel har soldaten selv valgt udsendelsen. Han har glædet sig. Han ser frem til det og så nyder han det i fulde drag, når han er af sted. Og ved I hvad? Han får serveret maden HVER dag og skal ikke engang vaske sit eget tøj. Man behøver ikke have ondt af dem. Det er ikke den tredje verden, de tager til, i hvert fald ikke i dette tilfælde. Han skal dog selv sørge for at blive vasket - så helt privilegeret er han alligevel ikke 😊.

Så her står jeg! Jeg har sendt min bedste ven af sted, som næsten får alle huslige pligter serveret på et sølvfad, mens at hjemmet i Ansager er gået fra to ordensholdere til en. Jeg skal huske at have ondt af ham, der er af sted, SAMTIDIG med at jeg skal have ondt af mig selv, fordi jeg er alene (Ironi kan forekomme 😊).

Hav ikke ondt af nogen

Jeg har ikke ondt af mig selv! Jeg har ikke ondt af min kæreste, som gør hans arbejde! Jeg har ikke ondt af dem, som gerne vil have ondt af ham! For ved I hvad? Når man kan elske nogen så højt, at deres behov, ønsker og drømme kan gøre en glad - sådan glad helt ind i hjertet. Når man får et stort smil på hver gang, han sender dig en besked (fordi breve er forældet og internet også findes dernede 😊). Er det så ikke det hele værd? Og det er vel uanset om man er 23 år og kærester med en soldat, eller 35 år og kæreste med en udlægger eller man er 50 år og partneren har været på kursus i et par dage. Det er i hvert fald min opfattelse!

Størst af alt er kærlighed og så længe at kærligheden ikke sætter begrænsning, men åbner op for nye højder og større perspektiver - er det så egentlig ikke det hele værd?

Rart med et skulderklap

Mit lille indslag her var for at give et andet billede på tingene - og så husk hinanden! 😊

Noget, som jeg har erfaret er, at selvom man ved, at man gør det godt, at man har det godt, at man klarer sig godt, så er det ALTID rart at få et kram, et klap på skulderen og få at vide, at andre mennesker har samme opfattelse af situationen. Det giver mod på livet og mod til at bakke endnu mere op omkring glæden ved adskillelsen (Hvis man kan beskrive det sådan). Generelt gælder det vel ikke kun soldatens græsenke, men alle mennesker. Vi er jo trods alt kun mennesker. Det er jeg også.

Tak for din tid. Jeg håber, at det har været givende.

Tanja

vist 2947 gange  
Annonce

Udvalgte nyheder

august