Min alder og svingende helbred har fået mig til at vælge aktivitetscentret i Ølgod som boplads. Her er der pleje og pasning døgnet rundt, og tryghed for den enkelte er altid først på dagsordenen.

Jeg har i øjeblikket de bedste forhåbninger om en rimelig god alderdom, og mine børn slipper for daglige tanker om, hvordan han nu har det! Det er nok det bedste af det hele!

Jeg sender venlige tanker til Varde kommune, der så hurtigt beredte mig en plads her.

Skovlund blev min kones, mine børns og mit levested. Vi oplevede landsbyens forandring fra et bondesamfund med landbruget som grundlag for al virksomhed over industrisamfundet (Adelvej og Nørremarken) til computernes indgang i børne- og ungdomsskole med al moderne teknologi, der indebærer indlæring og forståelse.

Jeg husker den første spritduplikator på lærerværelset. Den klarede et eksemplar ad gangen med håndkraft. Ideel ved juletid. Der kunne hurtigt fremstilles engle og nisser så Gud og kejseren kunne få hver sit!

Vi trivedes i Skovlund. Min kone var en fortræffelig fortæller for de små børn, der undertiden listede sig op til katederet, når en fortælling var i gang. Hvad jeg selv husker, får blæse i vinden, men jeg erindrer engang, at frikvarteret forsvandt, da vi var midt i ”Intet nyt fra Vestfronten”.

Nå ja, da jeg engang kom ind i klassen efter et frikvarter, råbte en af drengene: ”Der er ild i di lomm”! Jeg havde ikke fået piben slukket! Danmarks Lærerforening sendte mig en check på 60 kr. til reparation! Det var dengang, vi gav 119 kr. om måneden i husleje for Svinget 3!

Solbakken 23 blev børnenes og vores hjem i 32 år.

Især vil jeg fremhæve vore naboer, som også i følge Martin Luther hører til det daglige brød. Og det er sandt nok. Ikke blot hvad angår utallige sammenkomster med rigeligt af mad og drikke, men også ligeså utallige andre møder, der mest havde til formål at genopleve det ældgamle fællesskab i et ”grandelag” med fast oldermand (Martin). I et sådant ”grandelag” toges beslutning om f.eks. gade-jule-belysning med faste nedfældede vedtægter, der især indeholdt bestemmelser om afsluttende vederkvægelser i rigeligt mål, men aldrig vildt overdrevne.

I tidens løb har jeg begået flere ”udgydelser” af forskrækkelig art. Jeg har fået lov til at lægge dem i sognearkivet, i fald nogen skulle være interesserede. De kaldes ”Skrablerier”.

Hjertelig tak til Skovlund for mange, mange gode minder. Dem gemmer jeg ”i mi innerlomm” (Anton Berntsen).

Holger Christensen, Markvangen 2B, Skovlund