fredag 17 nov. 2017 - Ansager
Fake News i lange baner
Læserbrev af Niels Christiansen, gruppeformand for den Konservative byrådsgruppe i Varde byråd

Først var det TV-SYD, der havde fået en henvendelse fra borgmester Erik Buhl Nielsen om misvisende oplysninger i et TV-indslag om Ansagers Skoles fremtid, som i valgkampens hede plantede et helt forkert årstal, da TV-stationen skulle redegøre for hvornår Ansagers Skoles overbygning tidligst kan blive lukket. TV-Syd oplyste, at det tidligst kunne ske i 2023. Det var fakenews eller dårlig journalistik. Faktum er, at 9. klasse allerede fra september 2019 vil være i problemer og at en lukning af 9. klasse vil kunne ske fra efteråret 2020 - i praksis nok sommeren 2021. Altså en misinformation af betydelig størrelse.

Forleden bragte GoVarde.dk et interview med Erik Buhl Nielsen og Søren Laulund, der som to af borgmesterkandidaterne ved dette byrådsvalg, drøftede aktuelle politiske emner. I forbindelse med drøftelse af skolestruktur oplyste Erik Buhl Nielsen, at elevtallet, som kræves for at opretholde en 9. klasse, er 20-25 stykker. Det må desværre også betegnes som fakenews. Det rigtige tale er nemlig 24-29 elever.

Det Konservative Folkeparti undrer sig i betydelig grad over, at en TV-station og i helt særlig grad en siddende borgmester, som gerne vil genvælges, lader sådanne urigtige oplysninger komme ud til vælgerne og borgerne i Ansager. Ansagerborgerne og deres skole der om nogen har krav og behov for at få forelagt de rette oplysninger fra en offentlig TV-station og ikke mindst kommunens borgmester.

Det Konservative Folkeparti har bedt både TV-Syd og Erik Buhl Nielsen om at de hurtigts muligt - og inden valget på tirsdag - overfor offentligheden berigtiger de forkerte oplysninger, som de har bragt til torvs. Stem Konservativt ved kommunalvalget på tirsdag, hvis du ønsker ordentlighed og et byråd, som skal sammensættes på en bedre måde.

vist 2149 gange