torsdag 7 feb 2013 - Ølgod
Museum: Rør og føl dig ind i historien
En ny udstilling på Ølgod Museum om Hjedding, Danmarks første andelsmejeri

Ølgod Museum er et helt særligt sted. Som et af få steder i Danmark, måske endda i Verden, er der her bygget en hel historisk udstilling til børn og unge. Udstillingen selv er ikke helt ung – den blev faktisk bygget i 1979 – men den er stadig helt særlig. Faktisk fungerer den så godt i dag, at museet har besluttet at lade en stor del af den stå uforandret, for formidlerne kan ikke selv komme på en bedre måde at fortælle historierne på i dag.

Det er dog ikke hele sandheden, for museumsfolkene har trods alt fundet steder i udstillingen med plads til forbedring. Det er der nu kommet et helt nyt udstillingsafsnit om Danmarks Første Andelsmejeri, Hjedding, ud af. I stedets ånd er målgruppen for denne udstilling også børn, unge og voksne pilfingre. Her er et minimum af tekst – til gengæld kan man få lov til at røre og prøve sig ind i historien.

Udstillingen viser også en ny vej generelt i Varde Kommune, da det er første gang museet bruger en kobling af såkaldt ”hands-on” og IT, som man kender det fra oplevelsescentre andre steder i landet. I løbet af foråret vil der ske endnu flere forandringer på Ølgod Museum, blandt andet med en stor touchskærm, en såkaldt ”byskriver”, hvor Ølgod om omegns historie vil blive fortalt. Forandringerne sker med tilskud fra Kulturstyrelsen og Ølgod Museumsforening.

Den ny udstilling åbner op til vinterferien. Der er åbent tirsdag, onsdag, torsdag, fredag og søndag kl. 13-16. Lukket mandag og lørdag. Børn og unge u. 18 har gratis entré.

Læs mere her: vardemuseum.dk

vist 598 gange  
Annonce

Udvalgte nyheder

december