torsdag 24 jan 2013 - Ansager
Hotel: Rejsegilde på Ansager Hotel
Drømmen og målet. Ansager Hotel i fuld drift.
Drømmen og målet. Ansager Hotel i fuld drift.
Lørdag d. 2. februar kl.11 holdes rejsegilde på det nye køkken

Efter frost i den første del af december blev det mildt vejr mellem jul og nytår, hvorefter det nødvendige murerarbejde blev udført i begyndelsen af januar.

I 2. og 3. uge af det nye år er tagspær blevet rejst. Tag med bærende belægning og tagpap er lagt, så der nu er et lukket tag over det kommende køkken.

Ansager Hotel vil i den anledning invitere til rejsegilde lørdag d. 2. februar kl. 11.

Invitationen gælder alle de mange frivillige, som har bidraget med renoveringen af hotellet. Men invitationen gælder også alle andre interesserede – børn og voksne, som er meget velkomne til møde op for at se det kommende køkken.

Et meget stort antal frivillige har indtil nu deltaget i projekt Ansager Hotel. En optælling viser, at op mod 100 frivillige deltager eller har deltaget i projekt Ansager Hotel. De mange frivillige er hentet fra de lister, som borgerne skrev sig på ved det første borgermøde. Mange frivillige fra listerne er endnu ikke blevet anmodet om at hjælpe til, men er ikke glemt.

I den kommende tid vil der stadig være brug for mange frivillige til mange forskellige arbejdsopgaver, så friske kræfter er der stadig brug for. Og der er brug for alle frivillige. Har I ikke tidligere været skrevet op til at hjælpe med renoveringen er det muligt at skrive sig på fremlagte lister ved rejsegildet. Fremover vil der stadig være brug for såvel håndværkere som borgere uden håndværksmæssige forudsætninger til mange forskellige arbejdsopgaver.

Til rejsegildet sponsorer Tican pølser, mens Dagli Brugsen, Ansager sponsorer øl, vand og brød, hvilket muliggør at hver fremmødt person gratis kan få en øl eller vand og 2 pølser.

Vi i bestyrelsen glæder os til se jer til rejsegildet.

Peter Fog, Ansager Hotel ApS

vist 359 gange