tirsdag 9 maj 2017 - Ansager
Fremvisning af Ansager
Veteranbussen gør holdt ved børnehaven på turen rundt i Ansagers omegn
Veteranbussen gør holdt ved børnehaven på turen rundt i Ansagers omegn Foto: Karsten Madsen
Veteranbussen viste Ansager frem for ejendomsmæglere i fredags

Der er nu én stor ledig grund tilbage ved rundkørslen på Egedalen samt 5 mindre, alle med udsigt over den fremtidige Ansager Søpark. Udover salg af byggegrunde går det også godt med hussalget. Alligevel spurgte vi os selv, kender de lokale ejendoms­mæglere til herlighederne i Ansager og nærområdet?

Vi havde derfor, som led i promovering af byen og nærområdet inviteret lokale ejendoms­mæglere til byen fredag eftermiddag.

Udover at vise herlighederne frem ønskede vi at fortælle, at vi har en by og et nærområde, hvor vi løfter i flok. Vi ser, erkender og udnytter mulighederne for selv at gøre en forskel, når det handler om byens udvikling, så Ansager vedbliver at være et besøg værd og værd at bosætte sig i.

Vi har meget at vise frem, så vi var i tænkeboks - for hvad er vi stolte af og hvad skulle vi vise? I denne proces måtte vi også sande, at noget ikke kunne nåes af planlægningsmæssige hensyn, f.eks skydebanen, som dog fik god omtale med sig.

Arrangementet startede med sandwich på Ansager Musik Hotel og overordnet information om Ansager og byens udviklings- og vækstplan.

Herefter var der guidet rundtur i veteranbus, ved Lars Østergaard fra Ansager Turist.

Turen sluttede til whiskysmagning, ved Inge i Smagsgalleriet, hvor vi ved ankomsten uventet blev mødt af kamera og journalist fra TV2, som meget belejliget lavede optagelser om Smagsgalleriet netop denne aften.

Vi har nu evalueret på arrangementet og vil gerne holde et tilsvarende senere.

Tak til EDC AGERBÆK og EDC ØLGOD for jeres tilbagemeldinger.

Lilian Hinsch, Ansager Byudvikling

Ruten:

Egedalen med udsigt det område, hvor Ansager Søpark skal etableres. Herfra ud til Stemmeværkspladsen, Børnehaven Naturligvis, Mariehaven, Skomagerens have, Kølbanken, Kvie sø med visning af hvor sti fra Kvie Sø til Ansager etableres og til sidst besøg på Ansager skole.

Ud over ovenstående destinationer var ruten tilrettelagt, så vi kom forbi den megen flotte natur samt steder som FDF-hytten, stadion, skov med MTB-ruten, krattet, hallen, og rideskolen på dens nye adresse.

vist 1904 gange