I foråret flyttede vores familie på fire fra Østjylland til Ansager med to børn, der nu går i hhv. børnehave og 0. klasse i Ansager. Vi valgte at flytte til på Ansager delvis pga. den korte afstand til familien, men mest af alt, fordi Ansager er en sund landsby med en skole, gode indkøbsmuligheder og et kulturliv, der rækker ud over, hvad man kan forvente sig af en landsby på byens størrelse.

Vi var stolte af at fortælle om landsbyen, hvor man kan bo på landet med alle byens bekvemmeligheder. Nu – et halvt år efter, at vi bar flyttekasserne indenfor på vores nye adresse i Ansager, skal vi kæmpe for at bibeholde overbygningen på Ansager skole. Hvis vi mister den, vil vi sende vores datter i skole i Grindsted, for at undgå en længere tur i skolebus til Ølgod.

Men vi frygter at miste skolen som helhed, hvis vi vinker farvel til overbygningen. Vi siger til hinanden, at byrådspolitikerne da må kende værdien af de små skoler. At landsbyer smuldrer og dør hen uden en skole.

Selvom vi udmærket vidste, at det kan være risikabelt at købe hus i et yderområde, gjorde vi det alligevel. Det skyldtes overvejende skolen med klasser til og med niende klassetrin; en skole med ni klassetrin viser verden, at man har at gøre med en sund landsby. En landsby med en skole er ikke en landsby, man kører igennem. Man kører til den. Eller måske cykler man. Sammen med sine børn. Det kan man, fordi skolen ikke ligger 20 km. fra hjemmet.

Byrådspolitikerne skal selvfølgelig forholde sig til de faldende børnetal, men at fjerne det element, der rent faktisk styrker bosættelsen i landsbyerne, er en farlig strategi. Skolen er katalysatoren for liv, musik og nye påfund. Lad være med at fjerne grundlaget for livet i Ansager og de små byer generelt. Fjerner I de små skoler, sætter I kniven for struben af landsbyerne. Giv os et løft i stedet og bevar landsbyskolerne.

Sabina Gandrup

Se også: Vi kan og vil