Både snæbel og laks forsvandt for årtier tilbage fra vore lokale åer, fordi man i fremskridtets navn anlagde dambrug og spærringer ved åerne. Her måtte selv laksen, som ellers er en mester i at gå imod strømmen, give fortabt.

Nu er begge fiskearter vendt tilbage, og det skyldes en beslutning om, at vi vil have laks i åerne og samtidig give den de bedst tænkelige opvækstvilkår. Laksen bliver prioriteret over dambrugene. Gennem 20 år blev der arbejdet målrettet på at forbedre laksens levevilkår. Vandløbene blev gradvis renere og forhindringer fjernet en efter en. I 2010 blev der som krone på værket satset 60 mio på genopretning af Varde å. Og det virkede, nu trives laksen igen.

Til foråret fjernes den sidste spærring for laksen ved Ansager dambrug, og laksen kan komme langt ud i vore lokale åer, hvor de små laks har ideelle opvækstvilkår. Efter at have tilbragt børneårene i åen svømmer de som smolt ud i den store verden, måske helt til Grønland. Som voksne vender de efter nogle år på forunderlig vis tilbage til deres barndoms å. De finder lige netop den å, de forlod som smolt. Her sætter de et nyt hold yngel i verden, og ringen er sluttet.

Hvor er det en fornøjelse at se gennem snæblen og laksens succeshistorie, hvor meget vi kan udrette, hvis vi sætter os et mål og bare vil, at det skal lykkes. Der har givet vis været meget modstand undervejs og modsatrettede interesser, som skulle overvindes - respekt for de, der holdt ud.

Hvad har vi lært?

Nu er det, at det kan undre mig, at vi går den modsatte vej, når det gælder vore børns opvækst, ikke i de lokale åer men i landsbyerne. Har vi ikke lært noget? Godt nok er vi ude i de små samfund gode til at gå mod strømmen, men mod "fremskridtet", som kan have mange forklædninger herunder centralisering, kæmper vi ofte forgæves.

Her ville det være skønt, om vi havde nogle politikere, som turde vende udviklingen, inden vi om nogle år i avisen må se et billede af det sidste barn, der gik på vor lokale skole.

Kunne vi dog bare beslutte, at vi vil have børn i lokalsamfundene og at de kan blive der og have de bedst tænkelige opvækstvilkår, indtil de af egen vilje drager ud i verden. Så finder mange af dem også på mere eller mindre forunderlig vis tilbage som voksne - til lige netop den by, de forlod som unge, og hvor de havde en tryg barndom.

Vores fælles vision i Varde kommune, Vi i Naturen, skal indramme fortællingen om det gode liv i vores naturskønne omgivelser. Rigtig fint. Naturen har det godt, men husk at lytte til, hvad "Vi" har af behov for at kunne trives. Jeg tvivler på, det hedder centralisering.

Karsten Madsen, Ansager