søndag 28 aug. 2016 - Ansager
En bragende indvielse af Ansager Kanalsti
En våd indvielse af Ansager Kanalsti
En våd indvielse af Ansager Kanalsti Foto: Bjarne Holm / Karsten Madsen
Ledsaget af tordenbrag blev Ansager Kanalsti søndag middag indviet med snoreklip og taler

Trods truende skyer stod en gruppe vandrere parat ved stemmeværkspladsen kl. 10 for at gå hele turen på 8 km til festpladsen ved Holme Å, hvor den officielle indvielse af stien skulle finde sted.

På turen ad den nye sti, var der rig lejlighed til at høre om kanalen og naturen fra naturvejlederne, som fulgte med vandrerne. Der ses fx. ofte spor efter oddere langs den nedlagte kanal, så nogen fisk må der stadig være i den tilbageblevne afvandingskanal.

Det blev en våd tur med regn og torden og et enkelt lyn faretruende tæt på. Men alle nåede frem og kunne varme sig med en grilpølse.

Musikken måtte tage hjem, da elektrisk udstyr og øsende regn ikke er de bedste venner. Fællessangen blev dog gennemført på glimrende vis også uden akkompagnement.

Udvalgsformand for Plan og Teknik Preben Friis-Hauge klippede snørebåndet og åbnede dermed officielt stien. Kort efter åbningen dukkede solen op og alle kunne begive sig hjemad i tørvejr enten til fods, på cykel eller med den ventende bus.

Det blev en god dag i naturen, og åbningsturen på stien var en appetitvækker, som nærede lysten til at se nærmere på de spændende naturområder, som den nye sti åbner op for.

Karsten Madsen

vist 1584 gange