søndag 24 jan. 2016 - Hodde
Bo i naturhytter i Hodde
Hyttebyen ved Hodde Kro er klar til de første gæster
Hyttebyen ved Hodde Kro er klar til de første gæster Foto: Karsten Madsen
Hodde Kro har opstillet 8 nye moderne naturhytter med plads til i alt 24 overnattende gæster

Hytterne ligger med udsigt over Varde ådal og lige ved siden af kroen. De 4 forreste hytter har terrasse. De bagerste 4 hytter er uden terrasse, men til gengæld med plads til 4 personer. Alle hytterne er designet og produceret lokalt af Anneberg Limtræ i Lunde.

Hodde Kro drives a Vinni og Bjarne Schmidt, der har privatbolig på den anden side vejen. Her har de fire værelser, som næsten altid er udlejet, og det trods fælles badeværelse. Så der er tydeligt et behov for overnatning i området.

- Vi er nødt til at udvikle og følge med. Med hytterne tager vi første skridt, forklarer Bjarne Schmidt.

- Der bliver flere og flere, som vil ud og opleve og tager på weekendophold. Med åen helt tæt på, håber vi med tiden at kunne tiltrække lystfiskere og kanoturister. Men også cyklister og vandrere har brug for overnatning. Gæster til Mariehaven i Ansager, tager allerede ofte et par overnatninger hos os. Og så er der endelig gæsterne til Legoland og Lalandia, som her kan overnatte til mere fornuftige priser. Behovet er der, og vi håber med hyttebyen at kunne tiltrække en del af dem.

- Samtidig er der ikke mange steder på egnen, hvor man kan tilbyde både morgenmad, middag og aftensmad til gæsterne. Vi er der hele tiden og kan hjælpe. Den service og tryghed, som det giver, efterspørges også, slutter Bjarne Schmidt. Der er spændt på at høre de første gæsters reaktion efter en nat i en af de nye hytter.

Karsten Madsen

Hodde Hytteby

Prisen for en overnatning begynder ved 548 kr for én person og slutter ved 998 kr for en hytte til fire.

Prisen er inklusiv dyner, og har man hund med, er den også velkommen i hytten mod et mindre tillæg.

Læs mere på Hodde Kros hjemmeside: www.hoddekro.dk

vist 4165 gange