Lillian Møller blev førstekommis, efter at Annie giftede sig med Ole Dahl. Hun fortæller her om tiden, der var:
- Skovlund Brugsforening var en stor velholdt brugsforening på den tid.
- Der blev kørt varetur, hvor man også hentede æg på gårdene. Æg-afregningerne var en vigtig del, der kunne modregnes i kolonialbogen, nogle kunne få æg-pengene til at slå til. Vognmand Kristian Rasmussen kørte vareturene.
- Vi udlejede også service ”lånesager”, når der skulle holdes fester rundt på gårdene. Det var lærlingens opgave at tælle det op og pakke det.
- Vi havde 5 store udstillingsvinduer, som altid blev pyntet pænt (syntes vi) af Anni eller mig. Til jul blev der gjort ekstra meget ud af det, vi pyntede mange aftener efter fyraften. Så kunne Skovlunds borgere gå tur og nyde juleudstillingen.
- Der var ikke noget der hed overtidsbetaling, men vi fik en kongelig porcelænsvase, som tak for alt overarbejdet i november og december. Det var helt ok.
- Fredag aften, efter lukketid kl. 20.00, skulle det store butiksgulv vaskes. Vi var færdige ca. 21.30. Kristian Rasmussen og Annis kæreste Ole Dahl var der ofte og hyggesnakkede lidt med os. Ole kom for at hente Anni, så hun ikke skulle tage bussen til Ansager.
- Alle kontrabøger skulle ”gøres op” tælles sammen, og månedens køb blev ført på en liste, som blev sendt ned i Andelskassen. Listen kom tilbage med "røde tal”, hvis beløbet ikke kunne hæves. Mejeriafregninger og foderstofregninger gik også til Andelskassen, - så vi havde næsten et pengeløst samfund allerede den gang!
- Nogle gange ville Ove bare gerne snakke lidt, og så lod vi bøger være bøger. Ove var en meget lun jyde. Jeg var meget glad for at være der, slutter Lillian Møller.
Oves far var fåmælt, men som sønnen besad han også lune. En helt speciel lune, som folk skulle forstå. En dag kom en kone fra Lærkeholt ind for at købe et par trusser. Det var under krigen og kvaliteten kunne nok behøve pral. Konen fornemmede på stoffet og sagde så:
- Er der skidt (kunststof) i dem?
Hvortil uddeleren svarede:
- ee’t i no da!
Niels Winther, Skovlund Sognearkiv.
Foto: Skovlund Brugsforening ca. 1964.
Fotografiet er netop afleveret på Skovlund Sognearkiv af Lillian Møller Thomsen.
På billedet ses fra venstre 1. Uddeler Ove Christensen, 2. Niels Jørgen, uddelerens søn kaldet Nisse, 3. Lillian Møller g. Thomsen, 4. Per Kruse, Emanuel Kruses søn, 5. Anni Christensen, førstekommis, senere g. Med Ole Dahl i Ansager.
Nisse og Per Kruse var lærlinge, derfor har de kakifarvede kitler.
Anni var datter af uddeler Ove Christenses ældre bror Arne Magnus Christensen, der var fodbolddommer i Ansager.
Ove Christensen var født i Skovlund Brugsforening i 1917 og blev udnævnt til uddeler i Skovlund Brugsforening i 1946 med bopæl og butik. Ove var gift med Else Dam f. Langer i 1923. Hun var datter af mejeribestyrer Niels Dam Eriksen i Ansager Mejeri. Oves svigermor, Laura Krista Langer f. Pedersen, havde tøjforretningen i Ansager ved siden af missionshuset.
Ove tog over efter sin far Niels Christensen, der havde været uddeler i Skovlund siden 1906.
Udvalgte nyheder
- Den 20. kl. 10.39Højskolesang i Sognehuset: Tradition og Fællesskab
Vi starter højskolesang i Sognehuset torsdag den 5. september kl. 14:00.
- Den 8. kl. 21.30Seniorboliger i Skovlund
Der har i længere tid været et stort ønske om en form for seniorbofællesskab i Skovlund