Philip Vossen er hollænder, 43, og han stammer fra en lille by, Asten, i nærheden af byen Eindhoven. Han driver med succes en klinik for fysioterapi, Vestergade 3, 6823 Ansager, og han har haft samme domicil siden 2007. Før det har klinikken siden 2002 haft til huse Torvet 7 i samme by i de lokaler, hvor en Genbrugsforretning nu residerer. Philip har et motto:
Lige meget, hvad tid det er på døgnet, om det er lørdag eller søndag, om det er nat eller dag, har hans patienter lov til at ringe efter ham, hvis de får smerter!
Philip har en hollandsk uddannelse som idrætsinstruktør med speciale i svømning og badminton, derefter har han taget en uddannelse i fysioterapi og akupunktur med afsluttende eksamen i 1995.
Phillip holder sig ajour med udviklingen inden for sit fag. Han har lige afsluttet et weekend- besøg på en udstilling i Stuttgart og et besøg i Holland i to på hinanden følgende weekends, hvor han har besøgt to forskellige udstillinger, som kun er åbne for fagets folk. De har resulteret i et indkøb af to forskellige maskiner samtidigt med at Phillip er blevet eneforhandler af omtalte maskiner i Skandinavien. Vi vil senere bringe en omtale af de indkøbte maskiner.
Per Høst-Madsen