På søndag den 1. november er det Allehelgens søndag, og det markeres i mange kirker på den måde, at navnene på de døde i årets løb nævnes. Sådan vil det også blive i Ansager, Stenderup og Skovlund kirker. Selvfølgelig kaster det et særligt skær over gudstjenesterne den dag. Anderledes kan det ikke være. Men det betyder ikke, at så skal alle andre blive væk fra gudstjenesten denne søndag. Tværtimod. Selvom sorg og glæde er modsætninger, så er de ens på den måde at de kan deles med andre. Og en af de måder hvorpå, man blive delagtig i sorg og savn det er ved at sidde på samme kirkebænk. Og det er en stor glæde i sorgen for den sørgende - at sidde på samme kirkebænk!

Det har sin betydning at spørge den sørgende: Hvordan går det? Men det har en hel særlig berettigelse at vise det. Og gør det på søndag - i kirken! Hermed er der givet en god opfordring til naboer, venner og bekendte.

I kirken har vi mange mærkedage og højtidsdage. Nogen er i færd med at miste folkelig betydning. Det gælder Store Bededag og det gælder ulykkeligvis også påskedagene. Til gengæld får Allehelgensøndag, som altid falder på den første søndag i november, en større og større folkelig betydning. Og det er positivt. Troen på det evige liv er vendt tilbage i folket, og dermed har folket og kirken fået et fællespunkt, hvor vi kan mødes og tales ved.

I kirkens trosbekendelse lyder ordene om ”kødets opstandelse og det evige liv”. Det er der ingen af os, der forstår eller kan forstå med fornuften. Men i det, vi ikke forstår, gemmes livets ædelstene. Vi forstår dybest set heller ikke kærligheden og slet ikke Guds kærlighed, ikke desto mindre betyder kærligheden alt. Spørg bare den, der lever med sorgen! Vi forstår heller ikke, hvordan livet kan forsætte efter at døden har sat sit endegyldige punktum. Men det var lige præcis det, Jesus sagde er tilfældet: ”Den, der tror på mig, skal leve, selv om han dør!” Og deri finder vi Allehelgensøndagens evangelium. Døden slipper vi ikke for. Sådan er det og sådan vil det fortsat være, men døden er ikke det sidste. Det sidste er Jesu ord!

Derfor er der al mulig grund til at mindes og tænke på de døde, og ikke kun de, der er døde i årets løb, men alle dem, der er døde i tidens løb. Deres liv er ikke slut. Døden har gjort sin gerning, men håbet lyser og taler takket være Jesu ord. Der kommer en dag, hvor døden må dø for evigt, og det bliver en stor dag.

Vi mindes de døde og vi nævner deres navne i den tro, at det hele ikke er slut, men at Gud netop ved Jesus og gennem dåben og troen - vil give os det evige livs glæde og gave.

Karl Lund