tirsdag 20 okt. 2015 - Ansager
Vimmersvej på Møllen
Fra prøven på musicalen Vimmersvej, som opføres på Møllen i Ansager
Fra prøven på musicalen Vimmersvej, som opføres på Møllen i Ansager Foto: Karsten Madsen
I den kommende uge vil Bamses Venners sange kunne opleves på Møllen, når teaterforeningen Optimisterne opfører musicalen Vimmersvej

Tirsdag aften er der prøve på stykket, der er skrevet af Danny Bruslund og baseret på Bamses Venners sange. De medvirkende har travlt med at klæde om og få parykken sat rigtigt, og med den sidste makeup på plads er vi meget overbevisende ført tilbage til 70-erne.

Danny Bruslund har ikke alene skrevet stykket, han instruerer også og ind imellem hopper han op på scenen for selv at spille en af rollerne. Selv billetsalget over mobilen passer han under prøven.

Der indgår i musicalen hele 23 af de bedste sange, bl.a. titelnummeret Vimmersvej - Hvorfor går Louise til bal - Vil du danse med mig. Historien som kæder sangene sammen er denne:

Handlingen

Det er fredag, og der skal være bal på kroen. Beboerne på Vimmersvej gør sig klar til festen.

Den altid rolige og venlige vicevært Thomsen (Jon Hansen) er omdrejningspunktet på gaden. Alle spørger ham til råds, og han har altid et svar parat.

Pølsemanden Knud (Frank Sørensen) er nervøs. Han skal passe pølsevognen og kan ikke komme med, men kæresten Louise (Anne-Mette Vester) har meddelt ham, at hun agter at tage til bal på kroen. Da Thomsen senere fortæller Knud, at Louise har danset meget tæt med Anton, bliver Knud stiktosset og går over og langer Anton (Frank Hansen) en på hovedet, så han senere kan synge ”Jeg har kun 3 tænder” til Bente (Ulla Bruslund).

Helle har problemer med Kai (Jesper Hinsch) – en af musikerne i bandet (Jes Christensen, Jesper Hinsch, Nicklas Bruslund). Han kan ikke bestemme sig for, hvem af pigerne han vil ha’. Men efter et råd fra Thomsen ifører Helle (Elise Kristensen) sig noget forførende tøj, og dette får Kai til at se på hende på en helt ny måde – og de bliver ”Et med naturen”.

Alice (Pia Christensen) har givet Herman (Michael Hansen) masser af chancer, så da Herman skal ind og sidde fordi han har fået "et klip i sit kørekort, synes Alice det er for meget og flytter, og Thomsen kan synge "Alice" (hvorfor tar´ hun hjemmefra)

Premiere på søndag

Der blev under prøven justeret lidt på timingen for lys og musik. Et par replikker sad endnu ikke helt hvor de skulle, men det er detaljer, som kommer på plads inden søndag, hvor stykket har premiere på Møllen.

Vi ses på Vimmersvej.

Karsten Madsen

Vimmersvej opføres på Møllen i Ansager hver aften kl. 19.30 fra søndag den 25. til lørdag den 31. oktober. Sidste forestilling er også med spisning og dans efter forestillingen. Spisning starter kl. 18.00

Billetter på tlf/sms 2212 7867

vist 1190 gange  
Annonce

Udvalgte nyheder

december