Varde kommunale Tandpleje har fået online tidsbestillingssystem
Fredag den 17. april er Tandplejens nye bookingsystem gået i luften. På siden kan børn og forældre i Varde Kommune booke og flytte tider til undersøgelser hos Tandplejen, se journaler, opdatere helbreds- og kontaktoplysninger samt mere.
Lettere at bestille tid
Der er fordele for både Tandplejen og forældrene ved at skifte telefonen ud med nettet, når der skal bestilles tid til tandeftersyn.
– Ved at vi sætter strøm til tidsbestillingen, bliver det nemmere for forældrene at booke tid. De kan bestille tid til tandeftersyn, når det passer dem hjemme i sofaen frem for at skulle fange os i åbningstiden. For os letter systemet administrationen og er i tråd med Varde Kommunes store fokus på digitalisering, siger Berit Østergaard Nielsen, som er leder af Varde kommunale Tandpleje.
Større åbenhed og effektivitet
Med det nye system får børn og forældre også lettere adgang til de oplysninger, Tandplejen registrerer om barnet.
– Det nye system skal føre til bedre service, nem og direkte adgang til personlige oplysninger og større åbenhed. Systemet gør nemlig, at børn og forældre kan se alt det, vi skriver i journalerne fremover. Børn og forældre får også direkte adgang til at ajourføre børnenes helbredsskemaer, så vi har alle de oplysninger, som skal til, for at vi kan give den bedst mulige tandpleje, siger Berit Østergaard Nielsen.
Overtandlægen ser gode muligheder for at effektivisere med løsningen.
– Systemet gør også, at vi kan blive endnu mere effektive og reducere antallet af udeblivelser, da det bliver nemmere for børn og forældre selv at flytte en tid, hvis de bliver forhindrede, fortæller Berit Østergaard Nielsen.
Pressemeddelelse
Fakta
I det nye system er det kun muligt at booke og flytte tider til undersøgelser. Tid til at få lavet huller eller andet aftales på klinikken. Børn og forældre kan kun booke tid, hvis de først har fået en besked om, at det er tid til et tandeftersyn. Det nye system sender beskeder og remindere på sms, hvis børn og/eller forældre har oplyst deres mobilnumre.
Du finder et link til Tandplejens tidsbestillingssystem på forsiden af Tandplejens hjemmeside på www.tandplejen.vardekommune.dk eller på https://booktandplejen.vardekommune.dk/