”Som han opstod, skal vi opstå”
Da jeg sidste år i påsken malede på et alterbillede til kirken i Ølstrup, hvor jeg bor, var det salmen nr. 222 ”Opstanden er den Herre Krist”, der fik liv. Især sidste vers’ begyndelse ”Som han opstod, skal vi opstå” blev vigtig for mig og for forståelsen af mit meget symbolske maleri.
Nu maler man jo ikke bare et alterbillede. Forhistorien var, at Ølstrup kirkes meget berømte, elskede og kostbare maleri af Emil Nolde var blevet stjålet. Menighedsrådet ønskede at få et nyt alterbillede snarest muligt og spurgte mig, om jeg ville påtage mig opgaven. Jo, det ville jeg. Vi fandt i fællesskab ud af, hvilket bibelsk motiv det skulle være. ”Kvinderne ved graven” blev titlen. Graven blev den ene af 3 gravkamre, som ligger i et fredet område uden for byen. Så maleriet blev både en bibelsk fortælling og et lokalt maleri.
Motivet er tidligere malet af mange store kunstnere. De har alle malet et kraftigt lys fra graven. Det virkede ikke for mig, mit lys blev mislykket og måtte males over. Mens jeg stod og malede det sorte hul og funderede over det mislykkede lys, begyndte hvide sommerfugle at flyve op af hullet i nøjagtigt samme formation, som ligklædet på jorden dannede. Derved passede ordene ”som han opstod, skal vi opstå” fuldstændig klart. Sommerfuglene er symbol på vores opstandelse. Det er vore sjæle, der en efter en flyver til himmels.
Ingen har set Jesus opstå, der lå bare et liglagen på jorden, hvor han var trådt ud af graven. Kvinderne der havde været henne i Brugsen, da den åbnede for at købe vellugtende salve, blev forfærdede, da de så, stenen over graven var væk, og Jesus var forsvundet. Så snart de så det, huskede de, at Jesus havde sagt det hele til dem tidligere. Nu forstod de, han havde haft ret.
Der blev selvsagt stor opstandelse i Ølstrup, da Emil Noldes maleri var blevet stjålet. Tipper man billedet en kvart omgang, kan man se det tomme firkantede hul i alterpartiet og kvinderne, der forfærdede og fulde af vantro stirrer på hullet. På den måde kan man se forbindelsen til den begivenhed, der førte til det nye alterbillede, som jeg fik fornøjelsen af at male.
Alice Ravnholt
Baggrund
Alice Ravnholt (f. Madsen) er født i Ansager i 1945, datter af Petra og Kaj Madsen, som boede en årrække på Haltrupvej. I familien var der desuden søstrene Jonna og Doris, lillebror Karsten kom til, efter familien flyttede til Stationsvej i 1956.
Alice Ravnholt har skrevet en række fortællinger om sine oplevelser som barn i Ansager i 50erne. De små historier er udgivet i bogform på Ansager Lokalhistoriske Arkiv og mange af dem kan også læses her på ansager.info: Dengang i Ansager
Udvalgte nyheder
- Den 1. kl. 18.40Dagsudflugt til Aakjærs Kunstnerhjem
Menighedsudflugt med frokost på Mønsted Kro den 30. maj 2024
- Den 22. kl. 10.18Det nyvalgte menighedsråd i Skovlund
Nyt menighedsråd i Skovlund - Kandidater og frister for valg