Dermed markerer og understøtter vi, at Danmark er et kristent land. Uanset hvordan man i øvrigt ser på kirke og kristen tro, så er påsken den vigtigste kristne højtid. Den har stadigvæk noget at bidrage med. Marianne Jelved, som indtil videre beklæder kirkeministerposten, slog i Kristelig Dagblad forleden fast, at for hende var der i påsken en påmindelse om fællesskabets betydning. Hun henviste til Skærtorsdag, hvor vi i kirken fejrer Jesu indstiftelse af nadveren og efterligner måltidsfællesskabet mellem Jesus og disciplene. Et sådant fællesskab og en sådan samhørighed kan ingen undvære. Og slet ikke det betingelsesløse fællesskab, hvor hele familien kan samles. Fællesskab har stor betydning. I kirkens nadverfællesskab er der det særlige, at omdrejningspunktet er Jesus Kristus og alt det, Han er og har gjort for os mennesker. Som der hedder i en salme:

Jesus Krist, du gav mig livet,
dødens magt du overvandt.
Ved dit bord du mig har givet,
salighedens visse pant.
Giv mig fred og sjælero
Gør at jeg din ære fremmer
- over dig mig selv forglemmer

Og så er der Påskedag, som i den grad har været ude i et blæsevejr siden 1. juledag, hvor en københavnerpræst udtalte, at han ikke troede på opstandelsen fra de døde. Men selv om der således - endnu en gang - er rettet et anslag mod indholdet af påskedag, så holder den nok til det. Jesu legemlige opstandelse fra de døde lader sig ikke sådan feje af bordet. Påskesalmerne og Bibelens tekster skal nok sørge for, at vi fastholder troen på, at Frelseren stod op fra de døde og at dødens magt er brudt. Påskedag betyder, at Jesus er en levende Herre om end usynlig. Vi kan bede til Ham og regne med Ham. Hans kærlighed og omsorg kan erfares i det daglige liv. Derfor er påskedag sød og yndig, som Brorson synger.

Glædelig Påske! Og velkommen i kirke!

Karl Lund