tirsdag 31 mar. 2015 - Varde
Varde og Esbjerg Kommuner får syv millioner kroner fra A.P. Møller
Science i folkeskolen  (modelfoto)
Science i folkeskolen (modelfoto) Foto: NASA
A.P. Møller Fonden til science i folkeskolen vil skabe interesse for det naturvidenskabelige felt helt ned i folkeskolen i forventning om, at eleverne senere vil uddanne sig indenfor området.

Naturvidenskab er fundamentet i energi- og offshoresektoren, der er afgørende for væksten i både Varde og Esbjerg Kommuner. Derfor er det en stor glæde for de to kommuner, at A.P. Møller Fonden netop har doneret syv millioner kroner til et fælles projekt, som i de næste fire år skal løfte kompetencerne inden for science, teknologi og innovation i folkeskolen.

I Varde og Esbjerg Kommuner er energi og offshore helt centrale erhverv, der spiller en afgørende rolle for udviklingen i det samlede område. På den baggrund er fokus i de to kommuners strategier for fremtidens vækst rettet mod det naturvidenskabelige felt, der er fundamentet for et innovativt miljø og højt kvalificerede kompetencer til områdets virksomheder.

For at sikre den nødvendige fødekæde til de naturvidenskabelig fag, skal der helt ned i folkeskolen skabes interesse for området, og derfor er det med stor glæde, at Varde og Esbjerg Kommuner netop har fået godkendt en ansøgning om støtte fra A.P. Møller og Hustru Chastine Mc-Kinney Møllers Fond til almene Formaal. Fonden bidrager med syv millioner kroner til et fælles fireårigt projekt, der skal styrke science, teknologi og innovation i folkeskolen. Projektet sætter ind med et målrettet løft på tværs af fagene, så eleverne bliver motiveret og bakket op i den naturvidenskabelige tankegang og interesse.

41 vejledere bliver uddannet

Konkret vil projektet i løbet af de næste fire år indeholde et kompetenceforløb for skoler i Varde og Esbjerg Kommuner, og 41 vejledere bliver uddannet med specialistkompetencer inden for naturfag. Derudover får 164 naturfagslærere uddannelse og faglig opkvalificering til linjefag, og 90 lærere og pædagoger bliver efteruddannet til at arbejde med naturvidenskabelige metoder. Samtidig sætter projektet fokus på at bygge bro til uddannelses- og erhvervslivet i de to kommuner gennem et nyt netværk af ambassadører.

”Pengene fra A.P. Møller Fonden betyder, at vi nu kan opgradere de naturvidenskabelige kompetencer i vores folkeskoler, så vi skaber de bedste læringsmiljøer og dermed de bedste vilkår for eleverne, når vi skal vække deres interesse for naturvidenskaben og de mange muligheder, der ligger inden for den faglige retning,” siger Ulla Visbech, chef for Pædagogik & Undervisning i Esbjerg Kommune.

Kommuner ser frem til samarbejde

De to kommuner har gode erfaringer med samarbejde og ser frem til et konstruktivt samspil i det spændende projekt, der styrker grundlaget for det sydvestjyske områdes position som en naturvidenskabelig højborg.

”Det er meget positivt, at vi nu kan styrke os i fællesskab i den naturvidenskabelige retning, som er så vigtig for vores område både i forhold til naturen omkring os og i forhold til de arbejdspladser, der ligger i branchen. Elevernes interesse og kompetencer er i det perspektiv vigtig både for at styrke den naturvidenskabelige dimension i folkeskolen og vores lokalområde generelt, og med stærk faglig viden og kompetent undervisning fra skolernes side højner vi chancen for at fange deres opmærksomhed på området,” siger Flemming Skaarup, skolechef i Varde Kommune.

Varde Kommune, pressemeddelelse

vist 438 gange