onsdag 18 mar 2015 - Varde
Lyset går ud i Varde Kommune næste lørdag
Den verdensomspændende klimakampagne Earth Hour holdes hvert år den sidste lørdag i marts fra 20.30 til 21:30. For første gang er Varde Kommune med.

Udvalgsformand Preben Friis-Hauge (V) håber, at mange andre vil følge efter Varde Kommunes eksempel.

Der er ingen grund til at blive nervøs, når du ser det slukket gadelys lørdag den 28. marts 2015. Varde Kommune slukker nemlig store dele af gadelyset mellem klokken 20.30-21.30. Det gør kommunen for at bakke op om verdens største klimaevent, Earth Hour, der arrangeres af WWF Verdensnaturfonden i hele verden.

Earth Hour er den time, hvor millioner af mennesker og tusindvis af byer verden over slukker lyset i en time for at sende et signal om, at det er nu vi skal handle og markerer, at klimasagen skal tages alvorligt.

”- Jeg synes, at det er fornuftigt, at vi giver vores bidrag med til sådan et arrangement – og jeg håber, at mange andre kommuner vil følge i vores fodspor”, siger Preben Friis-Hauge, (V) formand for udvalget for plan og teknik.

Hos medarbejderne i Varde Kommune, som til dagligt arbejder med problemstillingen er der også stor opbakning til slukningen af lyset: ”Varde Kommune deltager i kampagnen Earth Hour – ikke så meget fordi vi sparer energiforbruget til belysning i den ene time, men fordi vi tror på, at kampagnen kan føre til større opmærksomhed omkring vigtigheden af at spare på energien”, siger Søren Birk Jensen, ingeniør i Center for Anlæg og Ejendomme, Teknik og Miljø.

Udover gadelyset vil lyset også være generelt slukket i Varde Kommunes bygninger. Kommunen opfordrer institutioner, borgere og virksomheder til at gøre det samme. Varde Kommune slukker lyset i de nye energirigtige LED-armaturer. Belysning, der er etaleret af sikkerhedsmæssige årssager, vil ikke blive slukket. Ligeledes er der nogle armaturer, som ikke vil være slukket, da det ikke er muligt i år.

Varde Kommune, pressemeddelelse

vist 404 gange