torsdag 5 feb 2015 - Nørholm
Nørholm: Kendte musiknavne i vandmøllen
Møllelaugsformand Magne Andersen og godsejer Karl Nielsen på Nørholm vandmølle
Møllelaugsformand Magne Andersen og godsejer Karl Nielsen på Nørholm vandmølle Foto: Tistrupnews
Vandmøllen, Nørholm Gods og Sig Hotel arrangerer i fællesskab en række koncerter på Nørholm gamle vandmølle.

Hen over sommeren arrangeres fire - fem koncerter med støtte fra fonden Real Dania. Fonden har en kampagne, der hedder ”Byd indenfor”, hvor der hjælpes med arrangementer, der skal få folk fra området til at komme og se de gamle restaurerede bygninger – i dette tilfælde den smukke gammel vandmølle ved Nørholm gods.

Koncertplanen

  • Torsdag den 28. maj 2015 trompetist Per Nielsen
  • Fredag den 26. juni sanger Kurt Ravn
  • Fredag den 31. juli svensk komponist Mads Rudklint og sammen med ham kommer arkitekten Steffen Søndergaard, som har hjulpet med at renovere Nørholm Gods
  • Fredag den 28. august sanger Lene Siel med trio

Alle fire koncerter er intimkoncerter med plads til 50 personer. Billetpriserne er ikke endeligt fastsat endnu, men ligger i omegnen af 300 kr. Sig Hotel står for billetsalget, og her kan koncertgængerne også bestille en koncertmenu om ønsket.

Kommunens tilladelse til at afholde koncerterne er på plads og ligeledes bliver der indhentet spiritusbevilling.

Koncerterne øger kendskabet til Vandmøllen. ”Når nu møllen er renoveret for omkring 10 millioner kr., skal den også bruges”, siger formand for møllelauget Magne Andersen, der synes, at turisterne skal opleve andet end klitter, og at der er rigtig meget godt at byde på inde i baglandet.

Den gamle vandmølle ved Nørholm Gods har tidligere gennemgået en større renovering også med hjælp fra fonden Real Dania. Fonden bevilgede 850.000 kr. til et nyt stemmeværk, og det betyder, at der nu er vand til at køre med møllen.

Se møllen i drift

Nørholm Vandmølle drives som museum om sommeren. For at undgå uønskede husdyr bliver der dog ikke malet gryn, men kun vand.

Møllen kører hver søndag om sommeren, hvor man for 30 kr. kan se den i drift. Entréen deles mellem Nørholm Gods og Møllelauget og går til vedligehold og fornyelse af turistattraktionen. Vandmøllen er fint besøgt med ca. 100 betalende på både Mølledag og Karlsgårdedag. Sig Hotel arrangerer også hestevognskørsel til møllen.

Tistrupnews

vist 673 gange