Min lillesøster Doris fik en guitar, da hun var 10 år gammel. Hun begyndte at få undervisning hos kæmner Sørensen (æ pant’foged), som spillede guitar i strengekoret i Ansager. Far og mor kendte ham fra missionshuset og fra deres gang i ”Unge hjem”, som var en underafdeling af Indre mission.

Jeg fik også en guitar. Det var fine akkustiske guitarer. Da vi så begge gik til undervisning hos kæmner Sørensen, lå det nok lige for, at vi også begyndte at deltage i strengekorets aktiviteter. Vi elskede det. Det foregik i Sørensens hjem. De havde bygget et nyt hus i et nyt boligområde ud til åen nord for byen. Før boede de tæt på vandmøllen.

Strengekor var noget Luthersk mission havde. Som ordet siger, var det kor og strengeinstrumenter. Der var guitar, violin, klaver og sommetider harpezitar. Simon Ernst Hestehave var korleder. Han var også organist i kirken og spillede så fint på orgel, at Far (Kaj Madsen) mistede lysten til at gå i kirke, da Simon Ernst gik på pension som organist.

Det var en blandet flok, koret bestod af. Vi var Doris og jeg og vores kusine Vera som de eneste børn. Kæmner Sørensen og hans kone var der, Simon Ernst’s forældre, Hestehaves, som havde en herreekvipering og skrædderi nede i hovedgaden. Sørensens ældste datter Henny var også med, og så Werner Junker som var landmand og boede udad vejen mod Krogager. Lærer Andersen og frue var der også. De andre husker jeg ikke.

Når vi havde øvet, fik vi kaffe, og det var altid mørkt, når vi gik hjem. Doris og jeg skulle om igennem Ansager og om i den ret mørke Nørre Allé. Vera skulle helt alene ud på Kølbanken. Når vi skiltes ved skomager Nielsens hjørne, så vi Vera fortsætte alene med højt løftet guitar parat til at slå enhver røver ned.

Engang imellem var vi ude og synge og spille ved nogle stævner, hvor kor fra hele landet mødtes i en hal e.l. Den berømteste korleder var Thomas Ewald, som var bornholmer. Jeg får stadig gåsehud af at tænke på de smukke sange, der fik taget til at løfte sig og håret til at rejse sig. Af fuld hals sang vi med på ”O, store Gud” og alle dem.

Da der var gået mere end 45 år efter alle de oplevelser, opsøgte jeg den gamle kæmner Sørensen, som var meget syg. Jeg ville gerne takke ham for tiden i Ansager strengekor. Og han var så rar at indspille en hel masse af sangene fra dengang på cd’er til mig.

Alice Ravnholt