På den hæderkronede debutplade 'Værsgo' fra 1973 synger Kim Larsen nostalgisk og kærligt om Byens Hotel. Og den betegnelse kan med rette anvendes om Ansager Hotel, som gennem en årrække stodtomt og på vej mod forfald, inden byens beboere sagde, at det skulle være ”løwn” - og gik i gang med en større redningsaktion.
Byens borgere, foreninger og erhvervsdrivende slog pjalterne sammen og opkøbte boet i 330 anparter, mens over i 50 frivillige deltog idet omfattende renoveringsarbejde, som blev støttet med en million kroner af Byggeriets Ildsjæle under Realdania. Og 1. april 2014 kunne Ansager Hotel igen slå dørene op og agere samlingssted i byen – både for festlige sammenkomster, møder og konferencer, en kølig øl og ikke mindst en god frokost eller middag.
Vi placerer os et sted på skalaen, hvor gourmet møder kvantitet, for selv om vi er nede på jorden og har nogle rigtig fornuftige priser, gør vi os ekstremt umage og kæler for maden og kunderne.
Vi skiller os lidt ud i forhold til mange af de andre restauranter, der ligger i området. Vi placerer os et sted på skalaen, hvor gourmet møder kvantitet, for selv om vi er nede på jorden og har nogle rigtig fornuftige priser, gør vi os ekstremt umage og kæler for maden og kunderne. Vi er ret alsidige, og ud over á la carte-tilbuddene og selskaberne, Iaver vi også fællesspisninger for byens folk, hvor vi stiller langborde op og inviterer folk til at kigge ind til en god, klassisk menu med store portioner til små penge. Så kommer folk nemt og ganske billigt ud at spise og møder samtidig hinanden over en god middag. På den måde vil vi også gerne være et samlingssted i byen, og om sommeren er der nærmest sydlandsk stemning ude foran, hvor vi stiller borde og stole ud, så folk kan sidde og hygge med en kop kaffe eller et glas vin, fortæller forpagter Caspar Theis, der lægger stor vægt på gode, friske råvarer med et lokalt snit.
For eksempel er rødbederne fra vores egen have, og vi plukker også selv krydderurterne, Vores have bliver passet af tre ældre ægtepar her fra byen, og det er både fantastisk hyggeligt og et udtryk for, hvordan byen virkelig bakker op om hotellet, siger Caspar Theis, der i øvrigt glæder sig til at fejre hotellets 100 års fødselsdag i 2015.
Ikke farvel, men på gensyn
Byens store opbakning til at redde hotellet smitter af på både det ydre og indre udtryk. I dag står Ansager Hotel smukt og troner mod himlen med blandt andet nye døre, vinduer og tag som en smuk historisk perle midt i byen. indvendigt er det også tydeligt, at der er gjort en kæmpe indsats for at vende afvikling til udvikling og redde det historiske hotel, som med lyse og indbydende lokaler giver en varm og god stemning.
Vi gør meget for at få folk til at føle sig hjemme og sørger for at give vores gæster en god oplevelse. Stemningen er hyggelig og hjertelig, og vores indretning er da også - som menuerne - både klassisk og moderne. Vi har et ganske stort Vinkort, hvor principperne er de samme som for maden. Det skal være højeste kvalitet, men uden at prisen stikker af, for vi vil meget hellere give folk en god oplevelse, så de kommer igen, end at flå deres pengepung en enkelt gang. Vi siger hellere 'på gensyn' end 'farvel', og vi har heldigvis rigtig mange tilbagevendende gæster, som holder af at vi både kan sørge for de formelle og uformelle rammer til middage, fester og selskaber, forklarer Caspar Theis.
1.200 spisende gæster på tre dage
Ansager Hotel kan rumme 150 mennesker i det største lokale og har tre øvrige lokaler med plads til mellem 20 og 30 spisende gæster, så hotellet går ikke ned på plads. Det var nyttigt i september, da byens store festival løb af stablen. Ansager er nemlig - trods den antalsmæssigt beskedne størrelse med godt 1.000 beboere - en ganske levende by med mange kulturelle tilbud. Mest kendt er nok Mariehavens mange musikalske arrangementer sommeren igennem, og ikke mindst altså Mariefestivalen, som årligt trækker tusindvis af gæster til byen. Således også i år, hvor festivalen gav mere end almindeligt travlt på det flotte Ansager Hotel. Under Mariefestivalen oplevede vi de travleste dage, som vi endnu har oplevet efter genåbningen. Hele byen summede, og vi havde omkring 1.200 spisende gæster i løbet af de tre dage. Derudover lagde vi lokaler til et sted mellem 20 og 25 koncerter, så der var gang i den. Det var hektisk og fedt, og der fik vi virkelig lov til at vise hotellets potentiale, fastslår Caspar Theis.
”Jeg har udviklet mig både som forpagter og menneske"
Det er ved at være et halvt år siden, at 24-årige Caspar Theis sprang ud i jobbet som forpagter af spisestedet Ansager Hotel. Han kan se tilbage på en hektisk periode, hvor både restauranten og han selv har udviklet sig.
Caspar Theis er fra Krogager, et par velmente stenkast fra Ansager, og han kendte derfor godt til det gamle Ansager Hotel, som lå midt i byen og sygnede hen, alt imens han selv havde travlt med at uddanne sig til både kok og tjener under Claus Skov på Blåvand Kro og siden hos Mads og Christina på Ho Kro. Også Nymindegab Kro, Schackenborg Slotskro, Restaurant Gammelhavn og Eventkokken i Esbjerg har haft glæde af den unge mands evner, der pludselig skulle anvendes et helt andet sted, end han egentlig havde regnet med.
Jeg gik egentlig med planer om at blive daglig leder et sted, men tilbage i december sidste år blev jeg opfordret til at søge forpagterjobbet på Ansager Hotel af en god bekendt - byens elektriker Kristian Gylling, der vidste en del om, hvad der skete med hotellet og havde været med til en masse af renoveringsarbejdet. Jeg havde godt nok hørt, at en masse ildsjæle var gået i gang med at redde stedet, men at blive forpagter? Tjah, jeg blev da hurtigt interesseret, for jeg fik samme dag set hotellet både inde- og udefra og prøvede at tænke tingene igennem. Ville vi være et godt match, hotellet og mig? Jeg fik mere og mere lyst til at kaste mig ud i opgaven, og derfra gik det stærkt, konstaterer Caspar Theis.
Trods sin unge alder har han stor erfaring fra restaurationsbranchen, og det er rutine, han har nydt godt af at trække på i opstartsfasen. Jeg har forsøgt at tage de bedste ting med fra alle de steder, jeg tidligere har været, og samtidig har jeg fået enorm stor assistance af folk i byen, som har haft masser af gode input og været enormt hjælpsomme. Det er jeg meget taknemmelig over. Byen har ydet en kæmpe indsats for at få hotellet op at stå igen, og det har også smittet af her efter genåbningen. Vi har heldigvis fået rigtig travlt, og det har selvfølgelig været hektisk; men jeg synes, at jeg har udviklet mig meget både som forpagter og som menneske, og jeg tør godt sige, at jeg ser fremtiden for Ansager Hotel som ganske lys, slutter Caspar Theis, der i øvrigt har lidt af et familiebånd til sin forpagterrolle. Således var hans tipoldemor Mette Marie datter af kromanden i Ansager i fordums tid, og på den måde er ringen sluttet.
Artikel fra Varde Erhvervs- og Turistråds medlemsmagasin Bølgen nr. 2 2014
Caspar Theis:
- 24 år og fra Krogager
- Kæreste med Nanna, som har en frisørsalon i Tarm
- Fodboldnørd og stor fan af Esbjerg fB
- Kalder sig selv for en bonderøv, der ikke er bange for at smøge ærmerne op
- Spiller selv fodbold på hobbyplan, når tiden er til det
Udvalgte nyheder
- Den 19. kl. 20.49Hotel: Diva Music fredag d. 1. november
Velkommen til en storslået musikalsk aften fyldt med fjerboaer og pailletter!
- Den 13. kl. 22.16Møde med Søren Le Schmidt
Foredrag mandag aften på Ansager Hotel