mandag 4 aug. 2014 - Ansager
Luksusproblem for Allan’s Dinér
Allan's Dinér gourmetbutik
Allan's Dinér gourmetbutik Foto: Karsten Madsen
Det blev tidligere annonceret, at gourmetbutikken (i den gamle bagerbutik) hørende til Allan’s Dinér Transportable ville åbne igen i uge 32 under almindelige vilkår.

Allan Jensen kommer nu med en ny udmelding: ”Catering delen fortsætter uhæmmet med øget omsætning. Allerede på nuværende tidspunkt ligger vi 10% over samme tid sidste år, hvor vi havde en omsætning på et tocifret millionbeløb. Selv om byens befolkning har taget fantastisk godt imod gourmetbutikken – og den også klart har vist sig at være bæredygtig, må vi simpelthen se os nødsaget til kun at holde åbent i yderst begrænset omfang fremover.”

Planen er at holde åbent hver fredag i tidsrummet kl. 17-19 for udlevering af fredagsmenuer samt forudbestillinger.

”Vi prioriterer køkkenet højest; det er vores primære ydelse. Butikken har ganske enkelt været mere tidskrævende end først antaget. Særligt har der været rift om de billige ”dagens menu”, som har været et godt alternativ for den travle familie, men som desværre på samme tid har krævet for mange ressourcer af køkkenet. Muligheden for senere genåbning på fuldtid står dog åben, men vil i givet fald ske med en anden konstellation.”

Medvirkende til beslutningen er også et par andre spændende projekter, som det dynamiske selskab har i støbeskeen. ”Ja, der arbejdes på især ét projekt, som jeg forventer mig meget af”, fortæller Allan Jensen, som endnu ikke vil afsløre mere.

www.allansdiner.dk er nu rettet til med butikkens nye åbningstid – og der findes en oversigt over de varer, man kan forudbestille senest torsdag kl. 12 og altså afhente i butikken fredag mellem kl.17-19. Bestillinger kan ske på tlf.: 75 29 65 62 eller på mail@allansdiner.dk.

Pressemeddelelse

vist 2430 gange