onsdag 21 maj 2014 - Ansager
Håndboldpiger vandt sig vej til 3. division
Træner Jens Ole Mathiesen er ikke overraskede over pigernes oprykning: – De har været divisionsspillere helt fra starten, siger
Træner Jens Ole Mathiesen er ikke overraskede over pigernes oprykning: – De har været divisionsspillere helt fra starten, siger Foto: Ugeavisen
Aldrig før i historien er et damehåndboldhold fra SIF/Ansager rykket op i serie 3. Men det er netop sket, og byen fejrede begivenheden med flag, taler, slagsang – og harpiks.

– Ansager er i 3. division, 3. division, 3. division ....

Sangen kunne høres helt ud på parkeringspladsen, da håndboldpigerne fra Skovlund IF og Ansager torsdag aften dannede den klassiske rundkreds og med armene om hinandens skuldre og hovederne bøjet ind mod midten sang deres slagsang.

Taktfast stampede de i gulvet imens og blev akkompagneret af klap og flag-blafring fra alle de fremmødte, der var mødt op i Skovlund Ansager Hallen for at hylde dem.

De dygtige slidere på håndboldholdet har formået at vinde sig vej til en oprykning fra Jyllandsserien til 3. division, og det er aldrig før sket inden for damehåndbold i Ansager.

– Det er en stor dag for Skovlund-Ansager og for vores damehåndbold. Det er i situationer som denne, vi tillader os at sige, at vi i Ansager har vundet, vi er rykket op i 3. division. Vi vil så gerne bruge det »vi« og tage del i glæden, selv om det jo er jeres fortjeneste, sagde Britta Buhl.

Nye spillertrøjer

Hun havde en overraskelse gemt bag en dør i hallen, nemlig borgmester Erik Buhl, der roste både spillerne og de forældre og hjælpere, der har bistået dem med alt det praktiske på sidelinjen:

– Nogle har svedt i rigtig mange timer. Samtidig er der også nogle, der har vasket tøj undervejs, puffet lidt til, og en klub har stået bag. Lad os i fællesskab få det her til at brede sig, sagde borgmesteren med hentydning til, at solstrålehistorier som denne luner på Varde Kommunes »CV«.

Også holdleder Jytte Mathiesen havde de store roser fremme, og det samme gjaldt Ole Nielsen fra Ansager Udviklingsråd, som overrakte en gave – en håndbold af samme type, som det danske damelandshold brugte ved VM – og en tilhørende dåse harpiks.

– Sådan en bøtte er slet ikke nok, kom det fnisende et sted fra salen.
– Er det ikke nok? Jamen, er I godt klar over, hvor dyrt sådan noget er? lo Ole Nielsen.

Til sidst blev der uddelt varme hveder til alle og spillertrøjer til pigerne. 3. divisions-spillertrøjer selvfølgelig.

Se flere billeder og videoklip fra fejringen på www.ugeavisen.dk/varde

Mai Møller Christensen, Ugeavisen Ansager-Helle uge 21

vist 585 gange